Ekspert advarer mod at gå fra gas til olie: - Det er et tilbageskridt for den grønne omstilling

En nordjysk virksomhed er begyndt at bruge olie i stedet for gas. Men det kan få konsekvenser for miljøet, mener ekspert.

Energiforbruget skal nedbringes.

Sådan lyder det fra både Energistyrelsen og klima-, energi,- og forsyningsminister, Dan Jørgensen. Ruslands stop for levering af gas og energikrisen tvinger virksomheder til at nedbringe gasforbruget.

Og det har de taget til sig hos den nordjyske virksomhed FF Skagen. Her er de nemlig gået fra at være gasdrevet til oliedrevet. Men det er ikke nødvendigvis en god ide, mener Peter Sorknæs, der er lektor ved Institut for Planlægning på Aalborg Universitet.

- Jeg kan sagtens forstå, at de gør det. Men det er et tilbageskridt for den grønne omstilling, siger han.

En dårlig løsning for klimaet

Virksomheden fremstiller fiskemel og fiskeolie og bruger omkring 15 millioner kubikmeter gas om året for at lave sine produkter. Allerede da de første trusler om Ruslands lukning af gas startede i slutningen af sidste år, gik værkførere og medarbejdere i gang med at omstille sig. Nu anvender den nordjyske virksomhed dieselolie i sin produktion.

- Det er en god løsning. Og så koster det cirka det halve, siger Johannes Palsson, der er direktør hos FF Skagen

Men den holdning deler Peter Sorknæs ikke helt. Han håber, at virksomhedens nye måde at producere på kun vil være en midlertidig løsning.

- Hvis det fortsætter med, at virksomheder bruger olie i stedet for alternative kilder langt ud i fremtiden, så er det et problem, siger han og fortsætter:

- Olie vil udlede omkring 33 procent mere CO2, end hvis de bruger gas. Så det er en stor ekstraudledning.

Grønnere muligheder

Lektoren anerkender virksomhedernes behov for at ændre strategi i produktionen, men mener, at der flere måder de kan have den grønne omstilling for øje. 

Blandt andet anbefaler han, at virksomhederne skal forsøge at reducere deres energiforbrug, mens de samtidig kan overveje, om der generelt kan træffes mere energieffektive valg og investeringer.

- Der vil være nogle steder, hvor det ikke er muligt, fordi temperaturerne er for høje, eller der er brug for brændsel til at få flammer i produktionen, men der kan virksomhederne eventuelt bruge biogas via gasnettet, afslutter han. 


Seneste nyt

fra Nordjylland