Direktøren i FF Skagen har forberedt sig på energikrisen. Han er begyndt at anvende dieselolie i sin produktion. Foto: Robert Bedsted / TV2 Nord
Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Nordjysk virksomhed må ikke få gas under energikrise

Den nordjyske virksomhed FF Skagen står på listen over 'ikke-beskyttede' kunder. De vil derfor ikke modtage gas, hvis der indtræder en alvorlig forsyningskrise. Men direktøren har allerede forberedt sig.

Det er med at finde de tykke strømper og den varme sweater frem. De kommende måneder bliver nemlig en anelse koldere, end vi er vant til.

Ruslands stop for levering af gas og tårnhøje energipriser tvinger danskerne til at spare på energien. Flere privatpersoner har allerede skruet ned for varmen. Men også hos virksomhederne arbejdes der intenst på at nedbringe gasforbruget.

Ét af de steder, der allerede har gjort en stor indsats, er den nordjyske virksomhed FF Skagen, som er gået fra at være gasdrevet til oliedrevet. 

Det betyder jo overlevelse

Johannes Palsson, direktør i FF Skagen.

Virksomheden fremstiller fiskemel og fiskeolie og bruger omkring 15 millioner kubikmeter gas om året for at lave sine produkter. Allerede da de første trusler om Ruslands lukning af gas startede i slutningen af sidste år, gik værkførere og medarbejdere i gang med at omstille sig. 

- Vi valgte simpelthen at bruge dieselolie i stedet for gas. Det koster cirka det halve, fortæller Johannes Palsson, der er direktør hos FF Skagen. 

Det betyder, at den nordjyske fiskeolie- og melfabrik nu har sikret sin forsyning til produktionen uden at skulle skele til gasmanglen.

- Det betyder jo overlevelse, siger han. 

En alvorlig fremtid

Og det er med god grund. For store dele af erhvervslivet frygter, at Rusland inden for den nærmeste fremtid endegyldigt lukker for strømmen af naturgas til Europa. Hvis det sker, vil flere danske virksomheder ikke have gas nok til produktionen.

Energikrisen skal tages alvorligt, fortæller Dan Jørgensen, der er klima-, energi,- og forsyningsminister. Han spår, at Danmark kan ende i en situation, hvor der ikke er energi nok. 

EU-landene har i fællesskab forpligtet sig til at spare 15 procent på gasforbruget. Ifølge ministeren har Danmark allerede sparet 17 procent. Men professor i energiplanlægning ved Aalborg Universitet, Brian Vad Mathiesen, bør ambitionsniveauet hæves. 

- Hvis både danskerne selv, det offentlige og virksomheder skruer ned for forbruget, så kan det holde priserne i ro. Så kan vi undgå at ende i en situation hen over vinteren med ressourceknaphed, fastslår han til tv2.dk.

Højere ambitioner

Professoren anbefaler, at man går længere end de aftalte 15 procent. Ifølge ham skal ambitionsniveauet hæves i hele Europa til 20 procents besparelser på gasforbruget.

Advarslen kommer i kølvandet på Energistyrelsens alarmerende budskab. Fredag meddelte de, at Danmark, selv i et mildt scenarie, vil stå i en ”anstrengt” situation, når det kommer til energiforsyningen over vinteren.

Styrelsen har derfor udarbejdet en liste med de virksomheder, der ikke er 'beskyttet'. 70 virksomheder står på denne liste, og de er derfor prioriteret lavest i forhold til at få adgang til gas henover vinteren. Dermed vil de være nødt til at kigge efter andre energialternativer. 

På listen står blandt andet fiskemelsfabrikken fra Skagen. 

- Vi vidste godt, at vi ikke ville stå først i køen til at få gas. Derfor tænkte vi allerede tidligt ind i, hvordan vi kunne sikre os selv, fortæller Johannes Palsson. 

Listen over 'ikke-beskyttede' kunder

  • AKV Langholt A EVIDA‐NV 9310 Vodskov
  • Alfred Pedersen & Søn ApS EVIDA FYN 5250 Odense SV
  • Andels‐Kartoffelmelsfabrikken Sønderjylland EVIDA SV 6520 Toftlund
  • Ardagh Glass Holmegaard A/S EVIDA SØ 4684 Holmegaard
  • Arla Foods A.M.B.A EVIDA SV 6705 Esbjerg Ø
  • Arla Foods A.M.B.A EVIDA SV 7000 Fredericia
  • ARLA FOODS AMBA EVIDA‐NV 9230 Svenstrup J
  • ARLA FOODS AMBA EVIDA‐NV 7500 Holstebro
  • ARLA FOODS AMBA EVIDA‐NV 7500 Holstebro
  • Arla Foods Energy EVIDA‐NV 6920 Videbæk
  • Arla Foods Energy A/S EVIDA‐NV 8840 Rødkærsbro
  • Arla Foods Energy A/S EVIDA‐NV 6920 Videbæk
  • Arla Foods Energy A/S ‐ Akafa EVIDA‐NV 9230 Svenstrup J
  • Arla Foods Ingredients Energy A/S EVIDA‐NV 6920 Videbæk
  • AVISTA Green Aps EVIDA SØ 4400 Kalundborg
  • Ball Beverage Packaging Fredericia A/S EVIDA SV 7000 Fredericia
  • BHJ A/S EVIDA‐NV 9500 Hobro
  • Biomar A/S EVIDA‐NV 7330 Brande
  • Brdr. Hartmann A/S EVIDA SV 6270 Tønder
  • C&D Foods (Denmark) A/S EVIDA SV 6715 Esbjerg N
  • CARLSBERG SUPPLY COMPANY DANMARK A/S EVIDA SV 7000 Fredericia
  • CHEMINOVA A/S EVIDA‐NV 7673 Harboøre
  • Cp Kelco APS EVIDA NØ 4623 Lille Skensved
  • Cremo Ingredients A/S EVIDA FYN 5620 Glamsbjerg
  • Crossbridge Energy A/S EVIDA SV 7000 Fredericia
  • Daka Denmark A/S EVIDA‐NV 8960 Randers SØ
  • Daka Denmark A/S EVIDA SV 8723 Løsning
  • Danish Crown A/S EVIDA SV 8700 Horsens
  • Danish Crown A/S EVIDA SØ 4100 Ringsted
  • Danish Crown A/S EVIDA SV 6400 Sønderborg
  • Danraps/DLG EVIDA‐NV 9330 Dronninglund
  • Duferco Danish Steel A/S EVIDA NØ 3300 Frederiksværk
  • Emmelev A/S EVIDA FYN 5450 Otterup
  • Envases Europe A/S EVIDA FYN 5000 Odense C
  • Farmfood A/S EVIDA‐NV 9670 Løgstør
  • FF Skagen A/S EVIDA‐NV 9990 Skagen
  • FF Skagen A/S EVIDA‐NV 7730 Hanstholm
  • Haldor Topsøe A/S EVIDA NØ 3600 Frederikssund
  • Hamlet Protein A/S EVIDA SV 8700 Horsens
  • Harboe Bryggeri A/S EVIDA SØ 4230 Skælskør
  • Imerys Industrial Minerals Denmark A/S EVIDA‐NV 7884 Fur
  • Kalundborg Refinery A/S EVIDA SØ 4400 Kalundborg
  • Karup Kartoffelmelfabrik A.M.B.A. EVIDA‐NV 7470 Karup J
  • KMC Derivatfabrikken EVIDA‐NV 7330 Brande
  • KMC, KARTOFFELMELCENTRALEN, AMBA EVIDA‐NV 7330 Brande
  • KNAUF A/S EVIDA‐NV 9500 Hobro
  • Kohberg Bakery Group A/S EVIDA SV 6392 Bolderslev
  • Leca Danmark A/S EVIDA‐NV 8940 Randers SV
  • Leo Pharma A/S EVIDA NØ 2750 Ballerup
  • Maricogen A/S EVIDA‐NV 9550 Mariager
  • Nature Energy Green Gas Sales A/S EVIDA NØ 2860 Søborg
  • NLMK Dansteel A/S EVIDA NØ 3300 Frederiksværk
  • Novo Nordisk A/S EVIDA NØ 2880 Bagsværd
  • Novo Nordisk A/S EVIDA NØ 3400 Hillerød
  • Novozymes A/S HOFOR 2200, København N
  • Palsgaard A/S EVIDA SV 7130 Juelsminde
  • Randers Tegl A/S EVIDA‐NV 8830 Tjele
  • Randers Tegl A/S EVIDA‐NV 9362 Gandrup
  • Randers Tegl A/S EVIDA‐NV 9500 Hobro
  • Rockwool A/S EVIDA‐NV 9500 Hobro
  • Rockwool A/S EVIDA SV 6580 Vamdrup
  • Royal Unibrew A/S EVIDA SØ 4640 Fakse
  • Saint‐Gobain Danmark A/S ‐ ISOVER EVIDA SV 6580 Vamdrup
  • Saint‐Gobain Denmark A/S, Gyproc EVIDA SØ 4400 Kalundborg
  • Skamol A/S EVIDA‐NV 7870 Roslev
  • Skamol A/S EVIDA‐NV 7884 Fur
  • Sophus Fugls. Exp.‐Maltfab A/S EVIDA‐NV 7700 Thisted
  • Sophus Fuglsang Export‐Maltfabrik A/S EVIDA SV 6100 Haderslev
  • Strøjer Tegl A/S EVIDA FYN 5610 Assens
  • TripleNine Thyborøn A/S EVIDA‐NV 7680 Thyborøn
  • Vesterled Teglværk A/S EVIDA SV 6400 Sønderborg
  • Viking Malt A/S EVIDA SØ 4760 Vordingborg
  • Wienerberger A/S EVIDA FYN 5771 Stenstrup


Kilde: Energinet.dk

Den nordjyske virksomhed har tidligere anvendt diesel til sin produktion. Efter indførslen af gas har dieseltanken sidenhen stået tom. Men nu er der igen kommet liv i den gamle tank.

- Vi føler os noget mere trygge ved fremtiden nu. Nu har vi større fleksibilitet og kan nemmere omstille os, siger direktøren.


Foto: Linda Kastrup / Ritzau Scanpix

App skal afhjælpe lange ventetider og spotte hudkræft

Fra næste år kan nordjyderne måske få stillet hudkræftdiagnoser ud fra et foto. Det er i hvert i fald, hvad Region Nordjyllands udvalg for Det Nære Sundhedsvæsen håber på.

- Det er en national aftale, som også har været gennem de danske regioner, og det er Region Hovedstad, der har været tovholder på det. Det, vi kunne nikke ja til den anden dag, var, at vi gerne vil tilslutte os det, såfremt budgettet tillader det, forklarer udvalgsformand Pia Buus Pinstrup (K).

Hvis det bliver til noget, så kan de praktiserende læger sende et billede til en hudspecialist, hvis de er i tvivl om, hvorvidt der er tale om hudkræft.

- Håbet er jo, at vi kan hjælpe de generelt for lange ventetider, konstaterer udvalgsformanden.

Skal afhjælpe ventetiderne

I dag sender man patienterne videre til hudlæger, hvis man er i tvivl, men her er der lange ventetider. TV2 Nord kunne i sidste uge fortælle, at man lige nu skal vente i 38 uger på at komme til hudlæge i Brønderslev kommune, mens man i hele Nordjylland i gennemsnit venter 33 uger.

Malignt melanom (Hel overfladisk modermærkekræft, red.) hører dog under et kræftpakkeforløb, derfor er ventetiden ikke helt så lang her. Alligevel er den stadig for lang ifølge udvalgsformanden.

- Man skulle gerne kunne afhjælpe ventetiderne hos hudlægerne med den her app, da det gerne skulle være muligt at kunne tage hurtigere stilling til, om det er hudkræft eller ej. Samtidig skulle de praktiserende læger gerne kunne få hjælp til at afklare, om det er hudkræft i en større grad ved hjælp af billederne, så man ikke behøver at sende patienterne videre til en hudlæge, pointerer Pia Buus Pinstrup.

Lige nu er det dog ikke mejslet i sten, at man i regionen skal bruge app'en.

- Vi skal have alle partierne med til budgetdelen, derefter skal vi finde ud af, hvor opgaven skal løses. Er det ved speciallægerne eller på sygehuset?. Men løsningen kommer på en eller anden måde, konstaterer udvalgsformanden.


Laust Sørensen (th) og Magnus Krejberg (tv) var tidligt oppe for at høste, da de opdager branden. Foto: Charlotte Hansen, TV MIDTVEST

Magnus og Laust reddede stuehus fra at brænde ned: - Det er jo det, man gør

To høstmedarbejdere standsede en gårdbrand på Mors i tide, inden den for alvor tog til. Brandvæsnet gav dem et skulderklap - selv er de mere ydmyge om bedriften.

Lørdag morgen startede noget dramatisk ud for de to høstmedarbejdere Laust Sørensen og Magnus Krejberg. 

Fordi klokken kvart i otte opdager Laust Sørensen, at noget ikke er, som det skal være på gården i Outrup på Mors. 

- Jeg kom kørende rundt om huset og kunne se, der stod flammer inde bag vinduet, siger Laust Sørensen, der arbejdede tæt på gården. 

Han fik hurtigt fat i sin kollega Magnus Krejberg, der ankom med en brandslukker men så nemt skulle det dog ikke vise sig at være.

- Jeg kunne hurtigt se, at brandslukkeren ikke slog til, så den kastede vi ind igennem vinduet i stedet for.

- Det var lidt en panik aktion, siger Magnus Krejberg. 

Sådan så det ud lørdag eftermiddag. Foto: Charlotte Hansen, TV MIDTVEST

De to høstarbejdere fik hurtigt hentet en drænspuler, som er en traktor med en stor vandtank bagpå. De fik sprøjtet vand ind i ilden gennem vinduet og begrænset dermed branden til køkkenet.

-  Den indeholder 3000 liter vand, så vi havde jo lidt at gøre med, siger Magnus og tilføjer:

- Så var det jo egentlig let nok derfra. 

De to medarbejdere brugte drænspuleren, som kan ses bag dem, til at slukke ilden. Foto: Charlotte Hansen, TV MIDTVEST

Efter de havde slukket ilden, ringede de 112, der sendte Nordjyllandsberedskab derop. Indsatslederen var imponeret over de to medarbejderes handlekraft. 

- De kan godt klappe sig selv på skulderen. Jeg har sagt til landmanden, at han som minimum bør give morgenmad i dag, indsatsleder Jesper Madsen. 

Han understreger, at flammerne kunne have bredt sig til hele huset, hvis det ikke havde været for de unges hurtige reaktion. Selv er de dog lidt mere ydmyge. 

- Det er jo det, man gør, siger Laust Sørensen. 

- Vi handlede jo bare efter bedste evne. Vi ville have gjort det samme i morgen, hvis det var sket igen, siger Magnus Krejberg.

Selvom det ikke lige frem er hverdag at slukke brande, så er det alligevel noget de to høstarbejder er forberedt på.  

- Vi er jo vant til at handle i sådan nogle situationer igennem høsten – vi skal jo være klar, hvis der går ild i nogen, siger Magnus Krejberg. 

Landmanden, der ejer gården, købte rundstykker til de to helte i løbet af lørdagen. 


Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord

Efter drama og medarbejderflugt: Nu søger redningsstation ny leder

Derudover søger redningsstationen også en fuldtidsansat bådmand/-kvinde til tiltrædelse snarest muligt.

Skagen Redningsstation har fyldt en del i mediebilledet, siden TV2 Nord tilbage i marts kunne fortælle, at seks af de 16 medarbejdere på Skagen Redningsstation kollektivt opsagde arbejdet som redningsmænd.

- Ledelsen har ikke været lydhøre overfor os på redningsstationen, lød det dengang fra talsmanden for den samlede medarbejdergruppe på stationen.

Sidenhen har yderligere to medarbejdere forladt redningsstationen, og der er blevet afholdt krisemøde, da redningsstationen var lukningstruet, og samtidigt var afhængig af andre nærtliggende redningsstationer - heriblandt Hirtshals, som ligger 23 sømil fra netop Skagen.

Noget som chefen for tredje eskadre, Mikael A. J. Bill kaldte 'dybt alvorligt'.

Dog ville han ikke kommentere på, om det var uenigheder mellem de ansatte og ledelsen, der var årsagen bag de mange opsigelser.

- Det er jo en intern sag, så det vil jeg ikke kommentere. Jeg kan dog understrege, at vi tager det dybt alvorligt, og der må ikke herske tvivl om, at vi gør, hvad vi kan for at genetablere beredskabet, sagde Mikael A. J. Bill dengang.

Søger ny stationsleder

Noget tyder dog på, at der kan have været noget om det. I hvert i fald har Skagen Redningsstation nu slået en stationslederstillingen op, som er ledig til besættelse per 1. december i år.

I stillingsopslaget sår der blandt andet, at man som stationsleder er ansvarlig for redningsstationens evne til at opretholde beredskabet, og at man herunder er ansvarlig for udviklingen af redningsstationens medarbejdere samt driftssikkerheden på materiellet.

Derudover søger man fortsat en fuldtidsansat bådmand/-kvinde til tiltrædelse snarest muligt og har også ledige rådigheds- og reservestillinger.

Dårligt arbejdsmiljø

Anders Madsen er en af de medarbejdere, der har sagt op på stationen. Han fortalte til TV2 Nord, at årsagen bag opsigelsen var, at arbejdsmiljøet på Skagen Redningsstation er så dårligt, at han ikke længere kan se sig selv i arbejdet. 

- Det første møde, vi havde med ledelsen om situationen, blev der sagt, at hvis vi ikke kunne lide lugten i bageriet, så kunne vi bare forsvinde. Der har helt klart det holdning, at der ikke var noget at snakke om, og det, synes jeg, er lidt problematisk, lød det dengang fra Anders Madsen.

Også Skagen Fiskeriforening var ude og rette kritik mod redningsstationen.

- Ved de små uheld med grej, der er kørt fast i skruen, kan vi godt vente længe på hjælp – det overlever vi nok. Men i de alvorlige situationer risikerer vi vores liv på grund af noget barnligt fnidder, lød det fra næstformanden i Skagen Fiskeriforening, Jess Wittus Hansen.

Skagen Fiskeriforening var heller ikke alene om at kalde situationen på den lokale redningsstation for uholdbar.

- Sådan som det er jo, det kan vi ikke stå på mål for. De er nødt til at få lavet et beredskab, så vi er dækket af, og det ved jeg godt kommer til at flytte kapacitet, sagde formanden for Strandby Fiskeriforening, Claus Hjørne, dengang til TV2 Nord.


Nordjyske kollegaer mindes afdød brandmand

En 64-årig mand er afgik lørdag ved døden, efter at han blev fastklemt under en brandbil ved Højer Dige.

Det kunne TV2 fortælle lørdag aften.

Manden var frivillig brandmand, og ulykken skete, da han var på vej ud for at slukke en mindre markbrand. Derfor er det efterfølgende strømmet ind med kondolencer til den afdøde og de efterladte.

Også i Nordjylland har ulykken fyldt meget hos beredskaberne rundt omkring.

"Vi har her til aften fået at vide, at en brandmand fra Højer har betalt den højeste pris og er død under en indsats. Vores tanker går til de efterladte og kollegerne på stationen, som står tilbage med savnet. Æret være hans minde."

Sådan skrev Nordjyllands Beredskab lørdag aften på sine sociale medier.

Flager på halvt

Søndag vælger flere af de nordjyske kollegaer også at mindes brandmanden ved at flage på halvt, blandt andet hos Nordjyllands Beredskab og Falck Hirtshals.

"Der flages i dag på halvt på Falck Hirtshals, til ære og minde for den brandmand, som i går betalte den højeste pris under indsats med slukning af brand i Østjylland. Æret være hans minde. Vore tanker går til de pårørende og kolleger", skriver Falck Hirtshals på Facebook.

Også Nordjyllands Beredskab flager på halvt søndag:


Foto: Keld Navntoft / Ritzau Scanpix

TV 2 Vejret varsler voldsomme mængder regn

Der er risiko for skybrud og lokale oversvømmelser i den centrale og østlige del af landet.

Vejret skifter fuldstændig karakter fra søndag til mandag.

Fra højsommer til et langvarigt og kraftigt regnvejr med risiko for oversvømmelser.

Op til en måneds regn på 20 timer

TV 2 Vejret varsler meget kraftigt regn. I det varslede område kan man stedvist forvente mellem 40 og 70 millimeter regn.

Varsel om torden, kraftigt regn og skybrud. Foto: GRAFIK / TV 2 Vejret

Normalt får Danmark 76 millimeter regn i løbet af hele september.

Der vil stedvist være torden og lokale skybrud med mere end 15 millimeter regn på 30 minutter. Der er derfor også risiko for lokale oversvømmelser.

En prognoses bud på mandagens regnvejr. Her er det især Østjylland og Fyn, som står for skud. Andre prognoser har det kraftigste regnvejr længere mod øst. Foto: GRAFIK / TV 2 Vejret

Varslingsperioden begynder klokken 2 natten til mandag, og den udløber mandag aften klokken 22.

Mandagens uvejr giver voldsomt regnvejr i Italien søndag

Årsagen til det store vejrskifte fra søndag til mandag er et hidsigt lavtryk over Italien søndag.

På satellitbillede kan man nu se både mandagens kraftige regnvejr og den koldfront, som placerer sig lige sydvest for Danmark, som også medvirker til vejrskiftet.


Satellitfoto søndag klokken 9. Lige sydvest for Danmark ses koldfronten ved den lille pil. Over Norditalien ses det lavtryk, som mandag skal give kraftigt regn til Danmark. Foto: GRAFIK / TV 2 Vejret