Træ er i høj kurs - både nyt og gammelt

På genbrugspladserne bliver der ikke længere indleveret lige så meget træ som tidligere, og i træbutikkerne oplever man travlhed som aldrig før.

Containerne med affaldstræ på de nordjyske genbrugspladser bliver ikke fyldt lige så hurtigt, som det tidligere var tilfældet.

Træ er nemlig kommet i høj kurs, og derfor bliver der kasseret mindre.

- Vi kan fornemme, at der ikke havner lige så meget træ fra for eksempel en gammel carport hos os længere. Mængderne er faldet i år, siger Thomas Thomsen, som er afdelingsleder ved RenoNord.

Han mener, at træ har fået højere værdi for både private og erhvervsdrivende. Nogle bruger måske affaldstræ til opvarmning, mens eksempelvis virksomheder fokuserer mere på genbrug.

- Tidligere plejede træ, der var savet af, at blive smidt væk. Så købte tømrere nyt træ, men nu beholder de stumper og stykker, fortæller Thomas Thomsen.

Rift om pillerne

I Frederikshavn kan de tydeligt mærke, at folk leder efter nye varmekilder på grund af energipriserne. 

- Vi har haft meget travlt med vores brændesalg, og især træpillerne er populære, siger Kasper Kristensen, der er direktør hos Nordens Brænde i Frederikshavn.

På grund af den stigende efterspørgsel har butikken været nødt til at tage konsekvenserne, men det har intet gjort ved travlheden.

- Vi har været nødt til at sætte priserne op, men vi har stadig virkelig travlt, siger Kasper Kristensen.

Affaldstræ må ikke bruges til opvarmning

Det er ikke tilladt at bruge behandlet træ som brænde. Du må for eksempel ikke bruge imprægneret eller industrielt behandlet træ, da det udvikler giftige dampe.

Affaldstræ skal i stedet afleveres på den kommunale genbrugsplads. Kommunen kan oplyse om nærmeste genbrugsplads.

Kilde: Borger.dk


Seneste nyt

fra Nordjylland