I Randers er der en særlig forening – taler man dårligt om vendelboerne her, ryger man ud
Stygge Krumpen flankeret af tilrettelæggerne på "Frit Vendsyssel", Rikke Kjølby og Michael Guldbrandt.
Selvom de har valgt at forlade Vendsyssel, holder en gruppe vendelboer fast i deres ophav i foreningen Stygge Krumpens Laug.
Ved Stygge Krumpens Laug værner medlemmerne om vendelbomål, om de vendsysselske skikke og ikke mindst om det vendsysselske køkken og de dertilhørende drikkevarer.
Foreningen i Randers er en hjemstavnsforening for vendelboer, og i serien ”Frit Vendsyssel”, hvor TV2 Nord undersøger, om Vendsyssel kan løsrive sig og blive en selvstændig stat, inviterer de med til 40 års jubilæumsfest.
Se femte afsnit af ”Frit Vendsyssel” her – artiklen fortsætter under videoen:
For medlemmerne er det rart at kunne mødes med ligesindede og holde liv i dialekten fra Vendsyssel.
- Når man kommer et fremmed sted hen, og der er nogen fra ens hjemegn, så er det rart, at man snakker ligedan, siger medstifter Erling Bøgh.
Bjesk og grønlangkålsgilde
Selvom John Bredahl oprindeligt er fra Thy, er det alligevel lykkedes ham at indtage posten som laugrådsformand.
En post, han forvalter med hård hånd – blandt andet har han indført, at man ikke må tale negativt om folk fra Vendsyssel.
- Man bliver ekskluderet, hvis man taler dårligt om vendelboerne. Så ryger man sgu ud, fortæller han med et smil.
Medlemmerne mødes blandt andet til grønlangkålsgilde og vendelboaften med sang, og i glassene er der bjesk – naturligvis.
- Vendelboforeningen har det bedst, når vi har kniv og gaffel og et glas i hånden, siger John Bredahl.
- Vi gider ikke de hundehoveder i København
Biskoppen Stygge Krumpen, som lauget er opkaldt efter, døde i 1551.
Til foreningens 40 års jubilæum er den tidligere brugsuddeler i Gassum, Erik Steffensen, klædt ud som Stygge Krumpen.
Han bifalder TV2 Nords mission om at undersøge, om Vendsyssel reelt kan løsrive sig.
- For mange år siden ville vi slå en streg ved Limfjorden, så vi kunne være os selv. Dem ovre i København ville bestemme det hele, og det kan vi ikke lide heroppe, siger Stygge Krumpen.
Han bakkes op af Orla Møller Petersen, som har boet 50 år i Børglum.
- Vi skal have Frit Vendsyssel. Vi gider ikke de hundehoveder i København længere, siger han med et glimt i øjet.
Kan Vendsyssel blive selvstændigt? I femte og sidste afsnit af ”Frit Vendsyssel” finder vi frem til svaret. Se afsnittet længere oppe i artiklen – og se første afsnit herunder: