Jeg er ked af det. Modløs. Magtesløs.
Vi er mange, der har håbet og bedt til, at Mia Skadhauge Stevn ville komme hjem i god behold.
Torsdag aften kunne politiet så fortælle det, som mange af os havde frygtet, men måske et eller andet sted efterhånden forventede.
I Dronninglund Storskov er dele af et lig blevet fundet, og politiet har en formodning om, at det er Mia.
Det føles surrealistisk, og folk i Flauenskjold har svært ved at begribe det
To mænd på 36 år er sigtet for drabet. Den ene er nu varetægtsfængslet, mens den anden blev løsladt efter et grundlovsforhør. Begge er fortsat sigtet for drab.
Billeder har vist, hvordan politiet har arbejdet på en adresse i Flauenskjold. Hvordan de har båret genstande ud af huset og gravet i indkørslen.
For mig er det gule hus ikke hvilket som helst hus. Jeg er født og opvokset i Flauenskjold, og jeg er som barn flere gange kommet på adressen, hvor der dengang var en butik, og hvor blåklædte teknikere de seneste dage har arbejdet med spader og koben.
Det føles surrealistisk, og folk i Flauenskjold har svært ved at begribe det.
Det er aldrig offerets skyld
På Facebook har folk travlt med at kommentere. Langt de fleste kommentarer er sendt i kærlighed. Og så er der de enkelte, der gør mig så utrolig trist.
Kommentarer om, at det da ikke var smart at tage imod et lift fra en fremmed. Kommentarer om, at Mia ikke havde overtøj på, da hun stod ved busstoppestedet på Vesterbro, hvor den mørke bil samlede hende op.
Der er kun et sted, skylden kan placeres
Kan vi ikke godt snart blive enige om, at det aldrig – som i ALDRIG – nogensinde er en ung kvindes skyld, hvis hun udsættes for så grusom en handling?
Der er kun et sted, skylden kan placeres. Hos den eller de personer, der slår ihjel. Punktum.
Og lad os så også lige slå fast, at man er uskyldig, indtil det modsatte er bevist.
Ja, to 36-årige mænd er sigtet i sagen. Sigtet, ikke dømt. Alligevel er deres navne og billeder blevet delt flittigt på sociale medier.
Jeg forstår godt, at folk har lyst til at hælde deres frustrationer ud et sted. Vi er alle frustrerede. Men at true og hænge de sigtede ud på Facebook er til ingen nytte. Faktisk kan det være ulovligt.
Svært at forestille sig det omvendte scenarie
De seneste år har vi haft flere sager med unge kvinder, der aldrig kommer hjem igen.
Igen og igen bliver vi unge kvinder mindet om, at det kan være farligt for os, når vi bevæger os ud.
Det er nok svært at sætte sig helt ind i det, hvis man ikke selv er kvinde
I tre år boede jeg i Gravensgade i Aalborg, 200 meter fra Jomfru Ane Gade. Alligevel foregik det i løb og med en nøgle i hånden, klar til at slå fra mig, når jeg skulle hjem fra en bytur.
Eller med min kæreste i røret, så han kunne kontakte politiet med det samme, hvis jeg pludselig blev overfaldet og forbindelsen til mig forsvandt.
Jeg har veninder, der hellere vil bruge penge på at køre 400 meter i taxa, end at gå alene på gaden.
Når jeg tænker på mine to små døtre, der engang bliver så store, at de begynder at gå til fester, får jeg en knude i maven.
Det er nok svært at sætte sig helt ind i det, hvis man ikke selv er kvinde. Men de færreste kan nok forestille sig en sag med omvendt fortegn – hvor en ung mand bliver samlet op og slået ihjel af en kvinde.
Hvad løsningen er, det aner jeg ikke. Gid, jeg gjorde.
Men jeg ved, at vi bliver nødt til at tale mere om vold, der bliver begået mod kvinder.
