To af de fem billigste sommerhusområder ligger i Nordjylland

Storvorde og Brovst er henholdsvis det næstbilligste og tredjebilligste sommerhusområde i landet.

Sommeren står for døren, og der går ikke længe, før mange danskere rammes af lysten til at forlade de støvede storbyer til fordel for de danske sommerhusområders friske havluft.

Men hvis du går rundt med drømme om at nyde de kommende lyse nætter og forhåbentlig lune dage fra haven i dit eget sommerhus, kan det betale sig at kigge mod Storvorde og Brovst.

Der er nemlig stor forskel på prisen på dit sommerhus, alt efter, hvor i landet det er placeret. Mere end 50.000 kroner adskiller kvadratmeterprisen i Danmarks dyreste sommerhusområde fra den i Danmarks billigste.

10.870 kroner per kvadratmeter

Netop Storvorde og Brovst er henholdsvis det næstbilligste og tredjebilligste sommerhusområde i landet. En kvadratmeter sommerhus koster 10.870 kroner i Storvorde, mens den dyreste kvadratmeter sommerhus findes i Tisvildeleje, hvor man skal betale 60.638 kroner per kvadratmeter.

Her er Danmarks dyreste og billigste sommerhusområder

Dyrest

  • Tisvildeleje: 60.638 kroner per kvadratmeter
  • Hornbæk: 59.734 kroner per kvadratmeter
  • Egå: 54.161 kroner per kvadratmeter
  • Vejby: 43.482 kroner per kvadratmeter
  • Gilleleje: 38.883 kroner per kvadratmeter

Billigst

  • Eskebjerg: 10.316 kroner per kvadratmeter
  • Storvorde: 10.870 kroner per kvadratmeter
  • Brovst: 12.633 kroner per kvadratmeter
  • Roslev: 13.767 kroner per kvadratmeter
  • Ørsted: 13.782 kroner per kvadratmeter

Kvadratmeterprisen er den gennemsnitlige udbudskvadratmeterpris per 1. maj 2022.

Tal fra Boliga.dk.

Den store forskel skyldes, at sommerhuspriserne i høj grad er afhængige af, hvor tæt sommerhusområdet ligger på de store byer, forklarer Mira Lie Nielsen, der er bolig- og formueøkonom hos Nykredit.

- Vi ved, at folk helst ikke kører mere end 50 kilometer. Mange, der køber dyre sommerhuse, bor i de dyreste huse og lejligheder i og omkring København. Afstanden betyder noget, når man fordobler kørslen til Eskebjerg, siger hun til TV 2.

Forskellen på Jylland og Sjælland

Fire af de billigste sommerhusområder befinder sig i det nordlige Jylland. Og det skyldes blandt andet afstanden til København, siger Mira Lie Nielsen.

- Basalt set handler det om, at landets største by er et trækplaster for folk med den højeste indkomst og de højest uddannede. De største virksomheder har hovedkontorer der, forklarer hun.

Samtidig har den stigende urbanisering ført til, at der er ekstra tryk på prisen på ejendomme i og omkring de største byer, lyder det.


Seneste nyt

fra Nordjylland