Politi i Lille Vildmose: Lodsejere nægter at lade kommunen grave

Konflikt mellem Aalborg Kommune og lodsejere i Lille Vildmose fortsætter, og fredag er politiet rykket ud for at få lodsejerne til at fjerne maskiner, der blokerer for kommunens arbejde.

To personer er fredag formiddag blevet frihedsberøvet, fordi de nægtede at følge politiets anvisninger. Der er tale om lodsejere i Lille Vildmose, som ejer jord, hvor Aalborg Kommune skal grave i forbindelse med naturgenopretning.

Der har længe været stridigheder mellem lodsejerne og kommunen, og senest har lodsejerne stillet traktorer og gravemaskiner op for at spærre for kommunens arbejde, da det foregår på lodsejernes jord.

Det fik fredag politiet til at rykke ud. Beskeden til lodsejerne var klar: flyt maskinerne, ellers gør vi det på jeres regning.

- Vi er der, fordi Aalborg Kommune skal have mulighed for at arbejde ude på stedet. Vi sikrer, at de kan foretage det arbejde, siger Poul Severinsen, der er vicepolitiinspektør ved Nordjyllands Politi.

Lodsejere nægter at flytte sig.
Lodsejere nægter at flytte sig.
Foto: Malthe Birger Jensen (Arkivfoto)

- Det er grotesk

Mens nogle lodsejere har valgt at følge politiets anvisninger og flytte gravemaskinerne, nægtede to af lodsejerne at flytte sig fra området. Derfor valgte politiet at frihedsberøve dem.

- Når man ikke efterkommer politiets anvisninger, kan vi frihedsberøve folk i op til seks timer, siger Poul Severinsen.

Omkring 15 lodsejere er fredag på stedet. Blandt dem er Sandy Thomsen.

- Situationen er fuldkommen vanvittig. Jeg står med en følelse af afmagt. Det er grotesk, siger Sandy Thomsen.

Politiet har spærret et område af i Lille Vildmose.
Politiet har spærret et område af i Lille Vildmose.
Foto: Malthe Birger Jensen (Arkivfoto)

Også Christian Bisgaard er mødt op på området i Lille Vildmose. Han er venner med en af lodsejerne.

- Politiet spærrer private marker af, og vi har fået besked på, at hvis vi ikke går væk, så kommer der et salatfad og henter os. Det er hovedrystende, siger Christian Bisgaard.

Ifølge vicepolitiinspektør Poul Severinsen har man længe forsøgt at løse problematikken via dialog, hvilket ikke har været muligt.

- Derfor har vi i henhold til politiloven oprettet et afspærret område, hvor politiet kontrollerer afgangen til, siger han.

Forstå konflikten:

I forbindelse med et naturprojekt, der blandt andet indebærer udsætning af elge, begyndte Aalborg Kommune i 2018 at grave med maskiner på privat jord i vildmosen. Kommunen mener, den har en færdig aftale med lodsejerne. Det mener lodsejerne ikke.

 

Konflikten har betydet flere sammenstød med 28 lodsejere i området. De er rasende over, at kommunen er ved at bygge en dæmning, der snart oversvømmer deres jorder. Det har de aldrig givet lov til, mener de.

 

Sagen er ikke afsluttet, mener lodsejerne, som har en advokat på sagen.

 

Aalborg Kommune er ikke i tvivl om, at den handler korrekt og med lovhjemmel.


Seneste nyt

fra Nordjylland