Asaa-borgere i chok over havfrue-opmærksomhed: - Der er lige så meget trafik som på motorvejen

Havfruen på Asaa Havn er på ganske kort tid blevet en meget populær dame, og det kan mærkes i byen.

Der plejer at være ganske stille på havnen i Asaa. Lige for tiden er der knapt så stille. 

Flere er nemlig begyndt at lægge vejen forbi Asaa for at få et glimt af den havfrueskulptur, der står placeret på havnen.  

'Mod Hjemve', som skulpturen hedder, blev opsat i 2016. Fem år efter er kvinden på stenen pludselig blevet enormt populær.

Én af dem, der er kommet for at se hende, er Anne Grethe Hansen fra Frederikssund. 

- Vi har hørt meget om hende i lokalradioen heroppe. Vi vidste ikke, hun sad her. Men det ved vi så nu, siger hun. 

Torben Thomsen har boet i Asaa siden 1967. Han kan tydeligt mærke, at der er kommet mere aktivitet i byen. 

- Trafikken her er ligesom ude på motorvejen til Hjørring, siger han. 

Havfrue i Asaa
Foto: Julie Schou Nielsen, TV2 Nord

Asaa på verdenskortet

Al virakken er opstået, da arvingerne til Den Lille Havfrue mener, at skulpturen i Asaa ligner den på Langelinie så meget, at der er tale om et brud på ophavsretten. 

De kræver derfor, at den skal destrueres, og at de skal kompenseres økonomisk med 37.000 kroner.

Siden TV2 Nord første gang fortalte om den verserende strid, har den lille nordjyske by oplevet en stigning i antallet af turister, der lægger vejen forbi for at se skulpturen. 

Nu har sagen altså også tiltrukket en af verdens helt store aviser, nemlig amerikanske The New York Times.

Selvom den massive omtale har fået Asaa på både danmarks- og verdenskortet, så bekymrer det alligevel Torben Thomsen.

- Det er godt for byen, at der kommer mange forbi, men det er da skidt, hvis vi skal af med skulpturen, siger han.

Travlhed på havnen

Den siddende dames store popularitet har også sat aftryk hos den lokale café. De har oplevet stor stigning i antallet af kunder, og har derfor tilføjet en ny ret til menukortet: Havfruesandwich.

Men selvom det umiddelbart er positivt at få flere gæster i cafeén, så kræver det tilvænning. 

- Det er lidt svært at forholde sig til. Vi er ikke vant til at være kendte, men det er vi så lige pludselig blevet, fortæller Johnny Rene Nielsen, der er kok på Café Hawblik.

I en båd tæt på cafeén ligger den svenske motorsejler Tony Kampf. Skulpturens popularitet er heller ikke gået hans næse forbi. 

- Der er mange, der kommer forbi for at blive fotograferet og filmet ved statuen, siger han. 

Hvorvidt skulpturen i Asaa overlever, er endnu uvist. Men der er vist ingen tvivl om, at byen med de omkring 1100 indbyggere under alle omstændigheder er kommet på verdenskortet.

Havfrue1
Foto: Jesper Lange/TV2 Nord

Seneste nyt

fra Nordjylland