"Ung" og "frisk" borgmester på 70 år ønsker at fortsætte
Foto: Bruno Stagsted / TV2 Nord
Mikael Klitgaard har allerede siddet 18 år i borgmesterstolen.
- Jeg joker med, at jeg er den mest friske borgmester i Nordjylland, og jeg er i min bedste alder. Ung og frisk er, hvad jeg er.
Ordene kommer fra Mikael Klitgaard (V), der er borgmester i Brønderslev Kommune.
Den 70-årige venstre-mand har siddet som borgmester i kommunen siden 2014. Før det har han yderligere siddet én periode, og helt tilbage i starten af 00'erne sad han såmænd også for bordenden i det daværende Dronninglund Kommune.
Sammenlagt 18 år med borgmesterkæden om halsen og nu potentielt endnu flere.
For den garvede politiker snupper gerne endnu flere år som borgmester. Det bekræfter han over for TV2 Nord, der fejlagtigt i går fik nævnt, at Brønderslev Kommune skulle have ny borgmester.
- Vi har valg af spidskandidat i Venstre 21. marts, og der er kun én kandidat, og det er mig. Så hvis vi har en borgmesterkandidat, og det formoder jeg da, at vi har, så bliver det mig, siger han.
Ingen modkandidater i Venstre
Andre potentielle kandidater skulle have meldt sig på banen inden 7. marts. Ingen har dog valgt at udfordre Brønderslev-borgmesteren.
- De andre har nok tænkt, at jeg skulle have lov at fortsætte lidt længere. Beslutningen om at genopstille er taget i samråd med byrådskolleger og baglandet, fortæller han.
I weekenden offentliggjorde Frederikshavn Kommunes mangeårige borgmester og stemmesluger Birgit S. Hansen (S), at hun ikke genopstiller ved næste kommunalvalg. Samme udmelding kom fra bykongen i Jammerbugt Kommune Mogens Christen Gade (V) tilbage i januar.
Modsat dem tager Mikael Klitgaard gerne endnu en tørn.
- Der er stadigvæk en masse, jeg brænder for. Missionen er at få alle med. Kommunen skal være i god gænge, så ældreplejen er i top. Vi arbejder på rigtig mange ting. Vi skal have et samfund, hvor vores borgere er i centrum, og der er en stor grad af selvbestemmelse men samtidig social bevidsthed, siger han.
Står du stærkere end nogensinde?
- Det må jeg hellere lade andre bedømme. Det kan jo være vælgerne, synes jeg skal holde op, så må vi tage den derfra, siger Mikael Klitggaard.