20.000 elever lærer om trivsel: - Man skal være god mod hinanden

20.000 nordjyske skoleelever har fredag haft trivsel og mobning på skoleskemaet i forbindelse med Skolernes Trivselsdag. Målet er, at færre elever skal føle sig mobbet.

1.b på Hedegaardskolen i Brønderslev har brugt dagen på at synge venskabssange og lave trivselstræer. Skolen er nemlig en af de 82 skoler i Nordjylland, som er en del af Skolernes Trivselsdag. En dag, hvor fokus ligger på, hvordan man undgår mobning i klassen. 

Eleverne i 1.b er glade for at snakke med hinanden om, hvordan man hjælper hinanden til at have det godt. De kender nemlig godt følelsen af ikke at have haft en god dag i skolen. 

- Når min sidemakker driller og slår, så føler jeg mig ikke særlig glad, fortæller Maria Bavel Manuel Oka, mens vennen Noah Lindgren Djernæs nikker. Han har også et bud på, hvornår man ikke har det godt i skolen: 

- Hvis man bliver tyret eller fældet i fodbold, og det ikke bliver kaldt, siger han. 

quote Når min sidemakker driller og slår, så føler jeg mig ikke særlig glad. 

Maria Bavel Manuel Oka, 1.b

En hel dag med trivsel 

Ifølge 1.b's klasselærer, så er det vigtigt med den slags dage, hvor der for alvor er tid til at fordybe sig i klassens trivsel. 

- Det er rigtig vigtigt, at vi engang imellem har en hel dag til at arbejde med trivsel, så vi har god tid til at arbejde med tingene, og ikke skal skynde os videre til noget andet, fortæller Tina Toft Høj.

Men på Skolernes Trivselsdag skal klassen ikke videre til andre emner, og hele dagen skal gå med at snakke om, hvordan man er gode venner. Og det har eleverne mange gode bud på. 

- Hvis der er en, der sidder og kigger på imens man leger, så kan man jo lige gå hen og spørge "vil du ikke være med?", fortæller Noah Lindgren Djernæs. 

Vigtigt at starte tidligt

Målet med Skolernes Trivselsdag er at færre børn skal gå igennem folkeskolen og føle sig mobbet. En ny undersøgelse fra Undervisningsministeriet viser nemlig, at hver femte barn har følt sig mobbet i løbet af det sidste år.

Det er Red Barnet, der sammen med mobilselskabet Call Me står bag trivselsdagen. Her mener antimobningsekspert Naja Kinch Sohn, at det er vigtigt, at man tager fat i trivslen allerede i de helt små klasser. 

- Det er enormt vigtigt at starte tidligt, fordi børnene skal støttes i, hvordan man er gode kammerater, og hvordan de får opbygget et stærkt fællesskab, så man undgår, at der kommer mobning senere hen, fortæller hun. 

 


Seneste nyt

fra Nordjylland