Efter otte års ventetid udskydes afgørelsen i Jans erstatningssag igen
Foto: Torben Lykke Larsen
Jan Christensen havde udsigt til endelig afgørelse i sagen om en arbejdsskade i november, men nu er afgørelsen blevet udskudt til august næste år.
Jan Christensen fra Dronninglund har flere erklæringer på, at hans ryg er ødelagt. Det skete i forbindelse med hans arbejde for godt otte år siden, men den dag i dag kæmper han stadig for at få sin sag endeligt afgjort.
Endeløse afgørelser og ankesager har været gennem systemet, og i foråret fik han så tilkendt førtidspension. Erstatningssagen kører på trods af den afgørelse stadig, og den melding Jan Christensen i foråret fik, om at sagen ville være afgjort til november, er nu ændret - igen.
- I mandags får jeg et brev fra min advokat, om at det er udsat til august 2018, fortæller Jan Christensen
Jan Christensens advokat hedder Marianne Fruensgaard, og hun forstår ikke, at hendes klient og andre med lignende sager skal leve med årelange sagsbehandlinger og forsinkelser.
- Det er en belastning for dem, der går og venter. Økonomisk, men også mentalt, kan man ikke få sin sag afsluttet, og det fylder i hverdagen, at man har sådan noget hængende over hovedet, uden at vide, hvordan det ender, lyder det fra advokaten.
- Det værste er de situationer, hvor man ikke har råd til at blive siddende i huset, må sælge det, eller - hvis det ikke kan sælges i fri handel - lade det gå på tvangsauktion, og det har vi desværre eksempler på, lyder det fra Marianne Fruensgaard.
Jan Christensens sag er færdigbehandlet, og mangler kun et stempel fra staten. Den er fuldt belyst, men stemplet er der altså meget lang ventetid på.
- Hvis der er en, der tager Jans sag op imorgen, ser at han har fået tilkendt førtidspension, ser at den er klar til endelig afgørelse, ser at der ikke kommer til at ske mere i sagen, ser at der skal træffes en afgørelse nu, så kunne det ske imorgen, siger Marianne Fruensgaard videre.
Jan Christensen selv føler ikke at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring - det tidligere Arbejdsskadestyrelsen - laver noget som helst, og han har funderet over, om myndighederne ligefrem spekulerer i at trække sagerne i langdrag, og han har da også selv været tæt på at opgive sagen.
- Hvis ikke min advokat var kommet ind over, så tror jeg, jeg havde opgivet, siger han.