Politikere om Dronninglund Sygehus: Utopi at tro at det kommer tilbage

Politikere i Region Nordjylland er uenige om, hvorvidt lukningen af Dronninglund Sygehus var en god idé. Men ingen af dem tror på, at det kommer tilbage.

Bygningerne, der husede Dronninglund Sygehus frem til lukningen i 2015, står snart tomme igen. Det asylcenter, der har haft hjemme i de tidligere sygehusbygninger lukker, og det har fået de lokale til at trække i arbejdstøjet igen. De vil nemlig forsøge at få Region Nordjylland til igen at drive sygehus i bygningerne. 

Der er dog ikke megen tro på projektet fra politisk side. Regionrådsmedlem Lene Linnemann (SF) var en af de få i regionsrådet, der stemte nej til lukningen tilbage i 2015. 

-  Jeg mener stadigvæk, at det var en enorm fejl at lukke Dronninglund Sygehus. For det første så var det et sted, hvor der aldrig var problemer med at skaffe et godt og solidt personale. Noget andet var, at der kommer flere ældre, og de har ikke behov for at ligge på et stort sygehus med en masse specialisering. Og så kan vi se, at siden vi har lukket dronninglund Sygehus, så har der været overbelægning på sygehusene i Aalborg, fortæller Lene Lindemann. 

Det var et overbevisende flertal i regionsrådet, der afgjorde at sygehuset skulle lukkes. Én af de mange, der stemte for lukningen, var regionsrådsformand, Ulla Astmann (S), og hun holder fast i, at lukningen var det rigtige. 

- Det var en nødvendighed i forhold til både at kunne sikre god rekruttering på øvrige matrilker. Det var også en nødvendighed for at få økonomien til at hænge sammen, så for mig at se, så var lukningen af dronninglund Sygehus stadigvæk den korrekte, fortæller Ulla Astmann. 

Selvom de to politikere ikke er enige om, hvor vidt lukningen af sygehuset var en god idé eller ej, så tror de begge, at de lokale i Dronninglund kæmper en forgæves kamp for igen at få sygehus til byen. 

- Jeg forstår godt ønsket fra borgerne i Dronninglund, men jeg tror ikke det er realistisk, hverken når vi kigger på rekrutteringsmuligheder eller økonomi, at lade Dronninglund sygehus genopstå, fortæller Ulla Astmann, og en ærgerlig Lene Linnemann eklærer sig enig. 

- Når først man har lukket det, og det blev lukket ved et stort flertal, så er det nok utopi at tro, at man genstarter et nyt sygehus i Dronninglund - desværre, fortæller Lene Linnemann. 

Region Nordjylland har nu sat bygningerne i Dronninglund til salg. 


Seneste nyt

fra Nordjylland