Døde mink flyder på minkfarme: - Det er jo en stor ydmygelse det her

De aflivede mink på John Haugaards minkfarm lidt uden for Frederikshavn har i en uge ligget på farmen. Fødevarestyrelsen har ikke haft mulighed for at hente dem.

Døde mink hober sig op på de nordjyske minkfarme. Hos minkavler John Haugaard, har der i en uge ligget døde mink på hans farm lidt uden for Frederikshavn.

- Det er jo en stor ydmygelse det her. En ting er, at vi ikke får containere, men at vi skal gå i sådan noget her, er jo håbløst. Det synes jeg ikke, vi har fortjent, siger han.

Nogle af de døde mink ligger i en container på farmen, men der er ikke plads til dem alle, så derfor ligger de resterende inde i minkhallerne.

Han har flere gange kontaktet Fødevarestyrelsen, for at få dem til at hente de døde mink.

- Når jeg kontakter dem, så sker der ikke rigtig noget. Det er dem, der skal forestå afhentningen af minkene. Der sker intet, siger John Haugaard.

I et skriftligt svar til TV2 Nord, forklarer Fødevarestyrelsen, at de i øjeblikket oplever logistiske udfordringer i forhold til at få hentet døde mink.

- Vi har været udfordret af manglende forbrændingskapacitet samtidig med, at vi har forsøgt at indfri forventningerne om hurtig aflivning. Dette har udfordret logistikken, som vi i dag får afbødet ved, at der kommer flere alternative løsninger til at komme af med dyrene, skriver Karsten Aagaard, der er dyrlæge og sektionsleder ved Veterinær Nord under Fødevarestyrelsen.

Regionen tilbyder krisehjælp

Når minkene bliver afhentet, er det samtidig slutningen på en 35 år lang karriere som minkavler. Hvad han så skal lave, ved han ikke.

- Jeg har en dejlig kone og to piger. Det er dem, der skal hjælpe mig i gennem. Jeg ved ikke hvad der sker bagefter, siger han.

Der er hjælp at hente til at komme igennem den svære tid hos Region Nordjylland. Regionen har tilbudt krisehjælp til de ramte minkavlere og deres personale.

- Det er en traumatisk oplevelse, de er ude for. Der er allerede nu kontakter til vores kriseberedskab. Så jeg er glad for, at der er nogle, der rækker hånden ud, så de ikke skal slås med den her oplevelse alene, siger formand i Region Nordjylland, Ulla Astman (S).

Og det kunne også blive aktuelt for John Haugaard.

- Jeg tror, det kan blive nødvendigt. Der må komme en eller anden eftervirkning. Jeg synes, jeg gør det godt, men jeg tror, der kommer en eftervirkning for mig og mine medarbejdere, slutter minkavleren.


Seneste nyt

fra Nordjylland