Fårup: Blot 2.000 gæster på første åbningsdag

Fremover skal gæster booke et besøg for at komme i Fårup, og det er noget folk lige skal vænne sig til, mener marketingchef Rasmus Mortensen.

Så er det igen muligt at få vind i håret på vilde og hurtige rutsjebaner. Fårup Sommerland kunne på grundlovsdag slå dørene op for første gang i 2020. Åbningen var længe ventet for forlystelsesparken, der i første omgang havde planlagt at åbne 2. maj. 

Rekorden

Det højste antal besøgende Fårup Sommerland har haft, er 18.000 gæster på en dag. 

- Det gik rigtig godt i går. Med det vejr, der var, var det et okay antal gæster - der kom omkring 2.000. Og vi oplever, at gæsterne tager enormt godt imod de foranstaltninger, vi har lavet, siger Rasmus Mortensen, marketingchef i Fårup Sommerland. 

Det lave antal af gæster betød, at der ved de fleste forlystelser kun var ganske få minutters ventetid. Det er på trods af, at man i nogle af forlystelserne ikke kan have lige så mange gæster med på grund af afstandskravet fra sundhedsmyndighederne.

Mærkeligt med få gæster

Den mest radikale ændring, der er sket i Fårup Sommerland efter coronavirussen er kommet til landet, er, at man skal booke en tid i Fårup på forhånd. På den måde kan virksomheden styre, hvor mange besøgende, der er på en gang. 

- Det betyder, at vores gæster i lokalområdet ikke bare spontant klokken 9.30 om formiddagen kan køre her ud. Det er nok noget, folk skal vende sig til. Men en dag som i dag eller som vores åbningsdag i går, ville man ikke have behøvet at booke, fordi der ikke er fyldt op, fortæller Rasmus Mortensen. 

Også de ansatte er glade for at kunne vende tilbage til arbejde. 

- Min oplevelse er, at de har det fantastisk med at være tilbage; at der sker noget igen. Men det er mærkeligt for dem, når der nu næsten ingen gæster er, siger marketingchefen. 


Seneste nyt

fra Nordjylland