Hjørring Gymnasiums elever tester for antistoffer
Foto: Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix
Som en del af et landsdækkende projekt har Hjørring Gymnasium modtaget flere hundrede antistoftests. Eleverne tester nu sig selv for at se, om de tidligere har været smittet med covid-19.
På Hjørring Gymnasium tester eleverne sig selv for antistoffer. Testene er sendt fra Herlev Hospital i samarbejde med projektet Vi tester Danmark og skal give Statens Serum Institut en indikation på det danske corona-mørketal.
Testene forventes at give det korrekte svar med en sikkerhed på omkring 80 procent, dog taget in mente, at testene udføres af eleverne selv, og ikke af professionelt uddannet personale.
Vi tester Danmark
Som en del af det landsdækkende overvågningsprojekt Vi tester Danmark har Hjørring Gymnasium valgt, i forbindelse med undervisningen om testning og antistoffer, at lade eleverne teste sig selv for de antistoffer kroppen danner, hvis man tidligere har været smittet med covid-19.
Projektet drives af Statens Serum Institut i samarbejde med eksperter fra regionerne og universiteterne.
Eleverne syntes, det har været meget spændende at prøve. Vi har brugt det i forbindelse med vores biologiundervisning, hvor vi har undervist eleverne i denne type tests.
Vibe Skibdahl Schmidt, uddannelseschef, Hjørring Gymnasium
På deres hjemmeside skriver Statens Serum Institut at projektet har til formål at undersøge omfanget og konsekvenserne af sygdom forårsaget af coronavirus blandt borgere i Danmark. Yderligere er formålet at skaffe viden, så der med større sikkerhed kan siges noget om, hvordan coronavirus påvirker den samlede danske befolkning.
Aktuel undervisning
Da gymnasiet modtog testene, valgte de, at de skulle bruges som en del af elevernes undervisningsforløb, så de kunne kombinere læren om antistoffer og testning med at forbedre den danske viden om coronavirus.
- Eleverne syntes, det har været meget spændende at prøve. Vi har brugt det i forbindelse med vores biologiundervisning, hvor vi har undervist eleverne i denne type tests. Det er eksempelvis samme procedure som i en graviditetstest, lyder det fra uddannelseschef på Hjørring Gymnasium Vibe Skibdal Schmidt.
Gymnasiet har testet mere end en fjerdedel af eleverne og har på nuværende tidspunkt ikke registreret en positiv antistoftest endnu.
- Efter testningen opfordrer vi eleverne til at indsende deres svarresultat til Vi tester Danmark, for at hjælpe med at mindske mørketallet samt give en større kendskab til sygdommens dødelighed, fortæller Vibe Skibdal Schmidt.
”Nyt sted, ny afspritning”
I takt med det stigende nordjyske smittetal, har Hjørring Gymnasium haft et vågent øje på corona-smitten. Gymnasiet har endnu ikke haft et smittetilfælde, men Vibe Skibdal Schmidt fortæller alligevel, at de følger samtlige retningslinjer udførligt.
- Vi har blandt andet indført et koncept, der hedder 'nyt sted, ny afspritning'. På den måde sikrer vi afspritning af overflader ved, at eleverne skal spritte flader og hænder af, så snart de sætter sig et nyt sted på skolen.