Nordjysk charterselskab: Folk venter med at bestille ferie
Foto: Aalborg Lufthavn
Ved SunCharter kan man tydeligt mærke, at folk er afventende i forhold til at bestille ferie på grund af coronavirus.
Er det trygt at rejse på ferie, mens coronasmitten breder sig? Det spørgsmål står rigtig mange nordjyder med – både dem, som har bestilt ferie, og dem, som overvejer at gøre det.
Det kan mærkes ved det nordjyske rejseselskab SunCharter. Henover weekenden er salget af rejser faldet.
- Vi kan klart mærke en nedgang. Folk er afventende. Danmark er sat lidt i venteposition, siger Kjeld Gadegaard, der er afdelingsleder ved SunCharter.
Vi kan klart mærke en nedgang. Folk er afventende. Danmark er sat lidt i venteposition.
Kjeld Gadegaard, SunCharter
Henover weekenden har SunCharter kun solgt halvt så mange rejser, som de plejer.
- For 14 dage siden havde jeg ro på, men man bliver da mere urolig. Det påvirker vores gæster, og det påvirker os og vores salg, siger Kjeld Gadegaard.
Flere gæster aflyser
Charterselskabet bliver samtidig kontaktet af mange feriegæster, der er bekymrede for deres kommende rejser.
- Vi får rigtig mange opkald fra gæster, der er i tvivl om, hvordan de skal forholde sig til det. De er nysgerrige på, om ferien bliver til noget, eller om de kan annullere, siger Kjeld Gadegaard.
Indtil videre har SunCharter ikke aflyst nogle afgange.
Flere gæster har dog selv valgt at blive hjemme fra deres ferie, som de ellers har bestilt og betalt. I de tilfælde er det for egen regning – med mindre man har tegnet en afbestillingsforsikring, der dækker.
- Vi råder folk til at tage fat i deres forsikringsselskab, siger Kjeld Gadegaard.
Afventer situationen
I marts har SunCharter to udrejser om ugen til Gran Canaria og Madeira. Til maj åbner middelhavsdestinationerne op, og her bliver det for alvor spændende.
- Mange afventer og vil lige se, hvordan situationen udvikler sig. Der er ikke den store forespørgsel på maj-rejserne lige nu, siger afdelingslederen.
Også ved det nordjyske flyselskab Great Dane Airlines kan man mærke konsekvenserne af coronavirus.
Indtil videre er 30 procent af selskabets flyvninger blevet aflyst, og direktør Thomas Hugo Møller frygter, at aflysningerne kan koste arbejdspladser.
Læs mere her:
Du kan følge Udenrigsministeriets rejsevejledninger lige her.