Stena Line varsler 950 fyringer
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Stort fald i antallet af passagerer får Stena Line til at varsle 950 fyringer. Rederiet udelukker ikke, at der kan komme endnu flere afskedigelser.
950 medarbejdere ved Stena Line får snart en fyreseddel i hånden. Fyringerne er en konsekvens af coronavirusset, som har betydet restriktioner på rejser.
Det skriver det svenske rederi i en pressemeddelelse.
Afskedigelserne vil både berøre stillinger til vands og til lands.
Med den situation, vi nu befinder os i, har vi intet andet valg.
Niclas Mårtensson, Stena Line
Lørdag blev trafikken mellem Oslo og Frederikshavn indstillet, og Stena Line forventer, at man ikke når det normale rejseniveau igen før til sommer.
- Med den situation, vi nu befinder os i, har vi intet andet valg end at tilpasse virksomheden og vores omkostninger for at begrænse de negative konsekvenser og sikre den fortsatte fragtvirksomhed, siger Niclas Mårtensson fra Stena Line.
Stena Line udelukker ikke, at det kan blive nødvendigt med yderligere fyringer.
- Der er ingen, der har prøvet det her før
Statsminister Mette Frederiksen fortalte på et pressemøde fredag aften, at Danmarks grænser mod Tyskland, Norge og Sverige lukkes ned for alle udlændinge, der ikke har "et anerkendelsesværdigt formål" med deres besøg i Danmark.
Det betød altså, at Stena Line lørdag indstillede trafikken mellem Frederikshavn og Oslo.
Lukningen af grænserne er endnu et tiltag for at forsøge at bremse spredningen af coronavirus.
- Det er uvirkeligt. Der er ingen, der har prøvet det her før og derfor har vi ingen erfaringer at trække på i den her sag, udtalte havnedirektør Mikkel Seedorf Sørensen sent fredag aften til TV2 Nord i forbindelse med statsministerens udmelding.
- Vi må få det bedste ud af det og så kommer økonomien i anden række både lokalt og nationalt. Det må man kigge på efterfølgende, lød det videre fra direktøren, som understregede, at han respekterer myndighedernes beslutning.