Tina kørte rundt til alle sine elever med hilsner og slikposer
1. og 2. g'erne på Mariagerfjord Handelsgymnasium fik onsdag uventet besøg af deres lærere. Klokken 11.45 vækkede Tina Knuth sin elev Jeppe.
Onsdag aften forhandler partilederne om en fortsat øget genåbning af Danmark, men intet tyder på at de unge på ungdomsuddannelserne kan se frem til at komme tilbage til deres klasser.
Heller ikke Tina Knuths elever fra 2. A på Handelsgymnasiet Mariagerfjord. Dem har hun ikke set siden midten af marts da coronakrisen fra den ene dag til den anden ændrede livet for rigtig mange.
Tina Knuth har set sine elever via video til fjernundervisning, men ikke i kød og blod – før i dag.
Her pakkede hun nemlig sin bil med personlige hilsner og en pose med godter og så kørte hun ellers rundt til alle sine elever for at aflevere de mange gaver.
- Jeg håber da de bliver overrasket rigtig meget, og så glæder jeg mig bare til at se dem i stedet for kun på computeren, lød det fra Tina Knuth da hun startede bilen og satte kursen.
Ikke stået op
En af de elever, der skulle have en hilsen var Jeppe Spanggaarg og klokken 11.45 ringede det på døren hos ham.
- Jeg tror måske ikke helt Jeppe er stået op endnu, siger Tina Knuth mens hun venter ved døren.
Og ganske rigtigt. Jeppe Spanggaard har godt nok været online og fulgt undervisningen online fra morgenstunden – men ud af sengen var han ikke kommet før hans klasselærer pludselig ringede på døren.
- Det er da et godt initiativ. Det gør mig glad som elev og jeg føler mig velkommen, når Tina kommer med sådan noget her, lyder reaktionen fra Jeppe Spanggard, der dog hellere ville tilbage på handelsgymnasiet til sine kammerater.
- Jeg savner det sociale - helt klart. Og jeg savner at kunne snakke med lærerne og eleverne, lyder det fra Jeppe Spanggaard.
Elever er ved at køre døde i det
Mariagerfjord Handelsgymnasium har brugt 3000 kroner på godteposerne, der er indkøbt til alle elever på 1. og 2. årgang og udover at være en rar gestus håber rektor Anette Skovlykke Nielsen også, det kan være med til at holde modet oppe hos eleverne.
- Jeg hører fra lærerne at eleverne er ved at køre døde i det hele. De har svært ved at holde motivationen oppe.
- De mangler det sociale liv, de mangler fællesskabet. Alt det nonverbale, alt det sjove der foregår, når unge mennesker er sammen, siger rektoren videre.
Folketingets partier har aftalt at eleverne på ungdomsuddannelserne kan vende tilbage til deres skoler i starten af august. Det er som en del af genåbningens fase 4, men som skrevet i starten forhandler partierne lige nu om at fremskynde dele af genåbningen fordi smittetrykket i Danmark er på et lavere niveau end man havde forventet og frygtet.