Unge hjælper med indkøbene: Patrick handler ind, så udsatte slipper for smitterisiko
Patrick Kevin Pedersen er ude og handle ind til en person, der har bedt om hjælp gennem det nye initiativ "Skal vi handle".
Syv unge frivillige fra Aalborg hjælper med at handle for dem, der på grund af smitterisikoen ikke bør gøre det selv.
Egentlig var de undervisere i en lille, lokal lektiecafé. Men nu har en gruppe frivillige startet initiativet "Skal vi handle?", hvor de køber ind for folk, der af forskellige årsager helst skal blive hjemme under corona-udbruddet.
På skalvihandle.dk og Facebook-gruppen "Skal vi handle?" kan man få hjælp til indkøbene.
Her kan man gå ind og lave sin bestilling, og så kører en af de unge ud og køber ind.
Samtidig lægger de ud for indkøbene op til 200 kroner.
- Vi rammer jo en målgruppe, som ikke har netbank og MobilePay. Så derfor lægger vi ud, og så kan de betale senere gennem et familiemedlem eller en bankoverførsel, siger Patrick Kevin Pedersen, der var med til at starte "Skal vi handle?".
Tjenesten har kun eksisteret i en uge, men har allerede været brugt flere gange af folk der ikke kan, eller tør, handle selv.
- Vi er en hel del yngre mennesker, som har lidt mere tid i den her tid. Som arbejder hjemmefra eller ikke kan komme i skole. Derfor kan vi lige så godt gøre det, siger Patrick Kevin Pedersen.
Når varerne er købt og lagt i indkøbsposen, leveres posen udenfor døren hos den, der har bedt om hjælp.
Se indslaget om "Skal vi handle?" her: