Normeringer: Glæde blandt forældre, men demo-tøjet ligger stadig klar
Foto: Ólafur Steinar Rye Gestsson / Ritzau Scanpix / TV2 Nord
Anette Bæk fra Hjørring håber, at der nu endelig kommer flere pædagoger i daginstitutionerne.
Lov om minimumsnormeringer er en del af finansloven, og det glæder forældre og ledere. De endelige forhandlinger vil dog blive fulgt tæt – og de gule t-shirts til demonstrationer ligger stadig fremme.
Anette Bæk fra Hjørring, der selv har to børn i institutionsalderen, er i dag en smule gladere, end hun var i går. Hun har været initiativtager til demonstrationer i gule t-shirts for bedre normeringer i Hjørring, og hun har fulgt finanslovsforhandlingerne tæt de seneste uger.
Jeg tror, at minimumsnormeringerne hjælper med at give en større tryghed ved, at jeg ved, at mine børn er trygge, når de bliver afleveret i en institution.
Anette Bæk, Hjørring
- Vi er blevet hørt, og det synes jeg er vigtigt at arbejde videre med. Jeg holder mig ikke helt i ro endnu, og den gule t-shirt hænger stadig på bøjlen, så den er ikke pakket væk endnu, siger Anette Bæk.
Den endelige model ligger nemlig endnu ikke helt fast. I aftalen lyder det, at området fra næste år tilføres en halv milliard kroner. Beløbet øges gradvist frem mod 2025, hvorfra 1,6 milliard kroner afsættes årligt.
SF’er: Skal være et historisk løft
I aftalen lyder det også, at der fra 2025 skal være tre børn per voksen i vuggestuerne og seks børn per voksen i børnehaverne.
- Det her skal være et historisk løft, det skal være en helt ny ting, hvor vores børn rent faktisk får rettigheder for at kunne leve det gode børneliv, lyder det fra SF’eren Lisbeth Bech Poulsen, der er valgt til Folketinget i Nordjylland.
- Nu er der en masse detaljer, der skal forhandles på plads i Børneministeriet om socialnormeringer, hvordan man sikrer sig, at det også sker på institutionsniveau og så videre. Vi har sagt, at vi vil have minimumsnormeringer, og vi vil have en lov. Det skal være endemålet, og derfor må vi løbende se, om der er penge nok, men vi er ikke interesseret i, at vikarer skal tælle dobbelt eller andet fikumdik, fortsætter hun.
I aftalen står det klart, at minimumsnormeringer skal være indfasede fra 2025. Men forligspartierne er endnu ikke enige om, hvordan man opgør normeringerne – spørgsmålet er, om det opgøres på kommunebasis eller institutionsbasis.
SF vil opgøre det som et gennemsnit af institutionerne i en kommune, mens Enhedslisten mener, minimumsnormeringerne skal gælde alle Danmarks 3881 daginstitutioner og altså måles på institutionsniveau.
Institutionsleder fra dokumentar er lettet
Pressede forhold i daginstitutioner har fået stor bevågenhed det seneste år. Blandt andet med TV2-dokumentaren ”Eksperimentet med vores børn”, hvor et tv-hold besøgte institutionen Markvænget i Aars. I dokumentaren kunne man se, hvordan nogle børn i institutionen havde få minutters voksenkontakt i løbet af en dag.
- Det har selvfølgelig fyldt hos os. Det er dog godt, at det er blevet synliggjort. For selvom vi synes, at vi faktisk har en god organisering og struktur, så mangler hænderne. Det er nok det, vi har fået øje på og blevet opmærksomme på efter den her dokumentar, siger Annette Pejtersen, leder i institutionen Markvænget.
Med ekstra penge til området håber institutionsleder Annette Pejtersen, at de kan give det enkelte barn i Markvænget mere opmærksomhed.
- Vi så jo ved os, at vi havde nogle børn, der kørte lidt i periferien og ikke havde den der tætte voksenkontakt, så det er da i hvert fald den, vi vil sætte fokus på.
Mere tryghed blandt forældre
Anette Bæk har selv en søn, der nu går i børnehave. Hendes egen oplevelse er, at de ofte kan være pressede - selvom pædagogerne gør deres bedste, understreger hun:
- Min ældste søn går i en rigtig god institution. De er bare for få voksne, og jeg er sikker på, at hvis der kom flere uddannede pædagoger, så vil det blive rigtig godt. Desværre er det sådan i dag, at nogle af børnene bliver tilsidesat, hvis der er en sygemelding, og så er der noget struktur, der falder lidt fra hinanden, siger hun.
Anette Bæk tror på, at hun i fremtiden med mere ro i sindet kan aflevere sine to børn i daginstitution.
- Jeg tror, at minimumsnormeringerne hjælper med at give en større tryghed ved, at jeg ved, at mine børn er trygge, når de bliver afleveret i en institution.