Borgmester for EU-skeptisk kommune: - Vi er nødt til at stå stærkt sammen

Det er særligt blandt fiskeriet på Læsø, at der er skepsis overfor EU. Borgmesteren forstår deres frustration.

Det kan godt være, at Tobias Birch Johansen er borgmester på Læsø, der er Danmarks mest EU-skeptiske kommune. 

Men han er også medlem af Venstre, og han håber, at borgerne på Læsø vil være med til at afskaffe Danmarks forsvarsforbehold, som vi stemmer om landet over i dag. 

- Vi er nødt til at stå stærkt sammen i EU. Nu har vi sagt A, så må vi også sige B. Det kan godt være, at man er i noget, som man ikke kan lide at være en del af, men så må vi få det bedste ud af det, siger Tobias Birch Johansen.

Hør borgmester Tobias Birch Johansen (V) fortælle, hvad han tænker om valget. Foto: Anders Hestbek, TV2 Nord

EU-skepsis fylder blandt øens fiskere

I en undersøgelse fra analyseinstituttet Electica fremgår det, at 63,3 procent af borgerne i Læsø Kommune i gennemsnit har stemt nej til mere EU siden 1992. 

Det handler blandt andet om, at fiskeri fylder meget på Læsø, og de er ifølge TV 2 trætte af EU's regler for fiskekvoter og fiskerikontrol. Derfor vil flere af dem stemme nej ved dagens folkeafstemning. 

Forstår fiskernes frustration

Borgmester Tobias Birch Johansen har forståelse for fiskernes EU-skepsis, og de bekymringer de står med. 

- For det erhvervs vedkommende er EU nærmest kun noget dårligt. Og så er det klart, at når vi taler om mere EU, er det naturligt, at de siger: "Ej, så må vi hellere sige nej, for så bliver alting bare værre", siger Tobias Birch Johansen.

Han håber alligevel, at borgerne på Læsø vil stemme ja til at skaffe Danmarks forsvarsforbehold. Man har mulighed for at sætte sit kryds frem til klokken 20 i aften.


Seneste nyt

fra Nordjylland