39-årig forsvundet på mystisk vis: Sigtet mand er endnu ikke anholdt
Ifølge TV2 Nords oplysninger er manden, som er sigtet og varetægtsfængslet in absentia, ejer af den ejendom ved Frederikshavn, som politiet torsdag og fredag har ransaget.
Den mand, som i fredags blev sigtet og varetægtsfængslet in absentia i forbindelse med en 39-årig mands forsvinden, er endnu ikke anholdt.
Det er endnu ikke lykkedes Nordjyllands Politi at anholde den mand, som i fredags blev sigtet og varetægtsfængslet in absentia i forbindelse med den 39-årige Eddie Karl-Johan Christensens pludselige forsvinden.
Det oplyser vicepolitiinspektør Frank Olsen fra Nordjyllands Politi søndag til TV2 Nord.
- Vi er stadig i gang med efterforskningen. Der skal foretages en række afhøringer, og vi melder yderligere ud på et senere tidspunkt, siger Frank Olsen.
Ifølge TV2 Nords oplysninger er manden, som er sigtet og varetægtsfængslet in absentia, ejer af den ejendom ved Frederikshavn, som politiet torsdag og fredag har ransaget i forsøget på at finde den forsvundne 39-årige Eddie Karl-Johan Christensen.
Ægtepar varetægtsfængslet
En 46-årig kvinde og hendes et år yngre mand blev fredag aften varetægsfængslet i fire uger. De sættes begge i forbindelse med en 39-årige mands forsvinden. Det nu varetægtsfængslede ægtepar blev anholdt torsdag middag, og fredag aften blev de varetægtsfængslet efter et ni timer langt grundlovsforhør.
Grundlovsforhøret foregik for dobbeltlukkede døre, hvilket vil sige, at offentligheden ikke kender den præcise ordlyd af hvilken paragraf eller hvilke paragraffer, de tre fængslede personer er sigtet efter.
Den forsvundne 39-åriges bil, en sølvgrå VW Polo, har været efterlyst, men er fundet forladt på Rimmen Station nord for Nielstrup. Det sidste livstegn fra manden kom den 9. maj omkring klokken 22, hvor han er set i Strandby ved Frederikshavn.
Har man oplysninger i sagen, kan man ringe til Nordjyllands Politi på 114.