Borgere protesterer stadig trods grønt lys til vindmøller fra minister
Foto: Steven Vikkelsø Andersen
En gruppe borgere i Frederikshavn har ikke opgivet kampen mod fem kystnære vindmøller, selvom den sidste politiske godkendelse er givet.
Arbejdet med fem store havvindmølletestpladser ved Frederikshavn er rykket et skridt fremad, idet energiminister Lars Christian Lilleholt (V) nu har givet grønt lys til, at selskabet bag, European Energy, kan gå videre med sine planer.
Det betyder, at European Energy kan starte en forundersøgelse, der skal tage højde for de miljømæssige konsekvenser af de vindmøller, der vil blive placeret på testpladserne.
- Det er vi utroligt glade for. Det er meget positivt, at den tilladelse er kommet. Det er godt for os, det er godt for Frederikshavn og ikke mindst godt for vindmølleindustrien, der har skreget efter de her testpladser, siger Joachim Steenstrup, pressechef hos European Energy.
Men beslutningen vækker vrede hos en gruppe beboere, der bor ned til kysten i Frederikshavn. De mener, at vindmøllerne vil ødelægge udsigten til Hirsholmene, hvor vindmøllerne skal placeres, og at de vil have flere miljømæssige konsekvenser for området.
- Det er fuldstændig katastrofalt at ligge vindmøller op ad den lille perle, vi har. Den eneste perle, vi har, nord for Aarhus, siger en af beboerne Ingelise Hansen.
- At bygge ved Hirsholmene, det er jo uforståetligt. Der er vand fra Hirsholmene til Sverige, hvor de kan bygge dem, siger en anden beboer Arne Porsmose Larsen.
Selskab har allerede skåret i projektet
En tredje utilfreds beboer er Benny Andersen. Han bor lige ned til kysten og betalte i sin tid 1,6 millioner kroner for sin lejlighed. Han frygter, at han vil tabe penge, når testvindmøllerne bliver bygget, og udsigten spoleret.
- Jeg tør ikke tænke på, hvor mange penge jeg vil tabe, siger Benny Andersen.
Gruppen understreger, at de ikke har noget imod vindmøllerne - kun deres placering så tæt på både Frederikshavn, Hirsholmene og naturreservatet omkring øgruppen.
Borgergruppen er specielt skuffet over, at det flertal i byrådet i Frederikshavn, der støttede projektet ikke prøvede at flytte møllerne længere til havs, men borgmesteren i Frederikshavn Kommune afviser, at de kunne ændre placeringen.
- Nej, det kan vi ikke. Selvfølgelig kan vi give tilkendegivelser, og det har vi gjort. Vi har sendt høringssvar over til ministeren, og der gik de fleste på placeringen, siger Birgit Hansen (S), borgmester i Frederikshavn Kommune.
Hos European Energy møder de fortsatte protester fra borgerne undren, idet selskabet mener, at de allerede har beskåret projektet betragteligt.
- Vi har meget dialog med Frederikshavn og med frederikshavnerne, og her har det handlet meget om, hvordan vi kunne stille alle tilfredse. For at gøre det har vi fjernet en mølle, så der kommer længere til den nærmest vindmølle til Hirsholm. Det oprindelige projekt var på 6 møller, og nu er det nede på fem, siger Joachim Steenstrup.
Går alt efter planen vil møllerne stå færdige i 2022.