De har solgt Krudten: - Det bliver godt, der kommer lys i bygningerne igen

Det er en tilfreds nu snart tidligere ejerkreds af den tidligere ammunitionsfabrik, Krudten, som nu har solgt til staten.

Indehaverne af Krudten Erhvervspark A/S i Elling nord for Frederikshavn havde tilbage i 2022 slet ikke drømt om den interesse og bevågenhed, den tidligere ammunitionsfabrik ville få blot få måneder senere.

- Vi havde ingen idé om, at krigen i Ukraine ville komme bare to måneder senere og heller ikke, at stedet igen skulle etableres som ammunitionsfabrik, siger Peter Østergaard Jørgensen, der sammen med sin bror Jeppe Østergaard Jørgensen og to øvrige investorer Finn Pedersen, Skagen, og Tobias Højmark Madsen, Elling, købte den i folkemunde kaldet Krudten.

Peter Østergaard Jørgensen er sparsom med oplysningerne om salget til staten, da forsvarsminister Troels Lund Poulsen først lørdag officielt melder mere konkret ud om, hvad der kommer til at ske på Krudten.

Ønskede produktion og arbejdspladser

- Det er korrekt, at vi har solgt, siger Peter Østergaard Jørgensen og tilføjer, at den lokale ejerkreds mål med i sin tid at købe af det 35 hektar store område og et bygningsareal på 18.000 kvadratmeter var klart:

- Vi havde et ønske om en erhvervspark, så vi kunne skabe arbejdspladser på stedet igen. Vi har i mange år været vant til, at der var lys i vinduerne, og der blev produceret, og det ville vi gerne skulle ske igen. Vi gik ind i det projekt med henblik på at få lys i vinduerne igen, og det kommer der nu, pointerer Peter Østergaard Jørgensen.

Han erkender, at den kommende produktion på stedet nu kommer på en trist baggrund qua krigen i Ukraine, men han er glad for, det kommer til at betyde, der kommer flere arbejdspladser til området.

- Det bliver godt, der kommer lys i bygningerne igen, fastslår han.

Borgmester i Frederikshavn Kommune Birgit S. Hansen (S) er lige begejstret for, at salget af Krudten skaber arbejdsplader i kommunen. Det kan du læse mere om her. 

Stedet skal genaktiveres

Med underskrifterne på plads mellem staten og ejerne af Krudten Erhvervspark skal der igen fremstilles ammunition i Elling.

Aftalen er faldet på plads, efter der igen prioriteres sikkerhed i Europa og national produktion af ammunition. Staten overtager i en købsaftale både arealet og bygningerne på området.

- Det er en glædelig og velkommen nyhed for kommunen og erhvervslivet. At der nu igen skal produceres ammunition på fabrikken i Elling betyder, at der bliver skabt nye arbejdspladser, og den store know-how om ammunitionsproduktion i området kan genaktiveres, siger en glad formand for Frederikshavn Erhvervsråd, Karl Erik Slynge.

En stor opgave lokalt

For Erhvervshus Nord og Frederikshavn Kommune betyder aftalen nu, at man for alvor trækker i arbejdstøjet for at løse konkrete opgaver, der følger med.

- Der ligger en stor opgave foran os med at servicere de virksomheder, der er interesseret i at opstarte produktion igen på ’Krudten’, og de følgeerhverv, som kommer i spil, når så stor en produktion igen skal op at køre og vedligeholdes. Det glæder vi os til. Det er det, vi er sat i verden for, siger Niels Bay Christensen, der er erhvervsdirektør i Erhvervshus Nord.

Rødder tilbage til 1676

Den store ammunitionsfabrik har rødder tilbage til 1676, og i 1968 blev produktionen af våben og ammunition til det danske forsvar samlet på fabrikken i Elling, hvor der var op mod 200 ansatte, da der var flest.

I 2008 blev fabrikken solgt til den spanske ammunitionsproducent Expal, der omdøbte virksomheden til Denex. Efter flere år med underskud blev fabrikken lukket i 2020, og 65 ansatte mistede deres jobs.

Der er pressemøde på ’Krudten’ lørdag eftermiddag, hvor forsvarsminister Troels Lund Poulsen vil give en kort briefing om købet af Krudten Erhvervspark.


Seneste nyt

fra Nordjylland