DMI varsler vindstød af stormstyrke - kan betyde færgeaflysninger

Rejsende skal sørge for at tjekke deres telefon fredag, fordi flere afgange kan risikere at blive aflyst.

Fredag ser ifølge DMI ud til at blive en blæsende en af slagsen. I hvert fald varsler de om risiko for vindstød af stormstyrke i henholdsvis Hjørring, Aalborg, Brønderslev og Frederikshavn Kommune.

Varslet gælder fra klokken 7:00 til klokken 13:00, hvor der er risiko for stormende kuling med 20-23 meter i sekundet fra sydøst og med vindstød af stormstyrke på 25-28 meter i sekundet.

Det barske vejr kan betyde aflysninger. På Læsøfærgens hjemmeside skriver de:

- Grundet varsel om kraftig vind er der risiko for sejladsforstyrrelser i morgen fredag den 6. januar 2023. Det er især de første afgange der i risikozonen, lyder det.


To afgange i risikozonen

Det er henholdsvis færgen, der afgår fra Læsø klokken 6:00, og afgangen fra Frederikshavn klokken 7:50, der risikerer at blive aflyst.

Sker det, forsøger personalet at udsende en meddelelse i så god tid som muligt på Facebook og tilmed får rejsende med en booking til den pågældende afgang en besked på sms.

Det er først i morgen, der tages stilling til, om færgen sejler eller ej.


Seneste nyt

fra Nordjylland