Efter voldsom brand: Brandteknikere undersøger brandtomt i næste uge
Det er fortsat en gåde, hvorfor der onsdag aften pludselig udbrød brand i en erhvervsejendom på Hjørringvej i Frederikshavn. En brand, der betød, at store dele af byen blev opfordret til at holde sig indendøre på grund af farlig røgudvikling.
Dog er Nordjyllands Politi sikker på, at branden er opstået i møbelforretningen My Home, men de nærmere omstændigheder til branden er fortsat uklare.
- Vi har foretaget afhøringer og så videre på stedet, men vi kan ikke afgøre brandårsagen, før der er foretaget brandtekniske undersøgelser, og det sker på onsdag, siger kriminalassistent Claus Bjerre fra Nordjyllands Politi.
I forbindelse med brandslukningen måtte strømmen i en transformator i bygningen afbrydes og dermed mistede flere private hjem samt den nærliggende McDonalds-restaurant, et byggemarked, to bilforhandlere og andre virksomheder strømmen i en periode.
Og ser man på de skader flammerne har forvoldt, er der da heller ingen tvivl om, at der har været tale om en kraftig brand. En tredjedel af bygningen er kraftigt brandskadet, mens den øvrige del af bygningen er kraftigt røg- og sodskadet. Heldigvis er ingen personer kommet til skade ved branden, og det er således kun materielle ting, der er blevet ædt af flammerne.
Tilbage står blandt andre Peter Lyster, der er indehaver af Loop i Frederikshavn, med en forretning, han ikke kan åbne på grund af følgerne fra branden.
- Der har ikke været ild eller vand herinde i Loop, men der ligger støv og sod over alt, siger Peter Lyster, som tilføjer, at der skal en meget stor rengøring til, før motionscentret igen kan slå dørene op for kunderne.
Selv om han er fortrøstningsfuld og optimist, så lægger han ikke skjul på, at branden og dens konsekvenser kommer på et meget uheldigt tidspunkt.
- Det er ikke skidespændende at lukke ned igen efter corona-lukningen. Jeg er bagefter i forvejen, så der kommer eftervirkninger, men jeg håber, at kunderne er loyale og kommer tilbage, siger Peter Lyster.
Der er fortsat spærret af i området, foreløbig indtil onsdag, når politiets brandteknikere kommer til stedet for at foretage yderligere undersøgelser.
Peter Lyster fra Loop Fitness håber på, at han inden for de næste 14 dage får lov at åbne igen.