Storbrand slukket: Brandvagt holder øje med svært skadet møbelforretning
Foto: Malthe Birger Jensen (Arkivfoto)
Hvordan branden er opstået er endnu uvist.
En større brand er opstået i Møbelforretningen My Home i Frederikshavn.
Omkring klokken 04 torsdag morgen - efter godt ni timers indsats - kunne indsatslederen fra Nordjyllands Beredskab sætte kurs mod garagen og afslutte en hektisk arbejdsdag og - nat efter den voldsomme brand, der onsdag aften ved 18:30-tiden brød ud i møbelforretningen My Home på Hjørringvej i Frederikshavn. Dog har brandvagter siden klokken 4 været til stede for at holde øje med, at ilden ikke pludseligt blusser op igen.
Branden var til at starte med så kraftig, at den 22 brandfolk, der var tilkaldt fra stationerne i Frederikshavn, Sindal, Hjørring, Brønderslev og Sæby kun kunne bekæmpe flammerne udefra, men som tiden gik, lykkedes det først at få fjernet noget af taget på bygningen så det blev muligt at brandslukke opppefra og klokken 22:30 onsdag aften kunne det så meddeles at branden var under kontrol og at man var i færd med at redde de værdier i bygningerne, der stadig var værd at redde.
Måtte afbryde strømmen
I forbindelse med brandslukningen måtte strømmen i en transformator i bygningen afbrydes og dermed mistede flere private hjem samt den nærliggende McDonalds-restaurant, et byggemarked, to bilforhandlere og andre virksomheder strømmen i en periode, men alt strøm er torsdag morgen genetableret fortæller vagtchef ved Nordjyllands Politi Jesper Sørensen.
Røgudviklingen i forbindelse med branden var på et tidspunkt så kraftig at myndighederne i klare vendinger bad borgere i området om at holde sig væk fra området, søge indenfor og lukke døre og vinduer, så man ikke kom i kontakt med den kraftige røg der drev ind over veje nord for brandstedet.
Og ser man på de skader flammerne har forvoldt er der da heller ingen tvivl om, at der har været tale om en kraftig brand. En tredjedel af bygningen er kraftigt brandskadet mens den øvrige den af bygninden er kraftigt røg- og sodskadet. Heldigvis er ingen personer kommet til skade ved branden og det er således kun materielle ofre, der er blevet ædt af flammerne.