Fagligt fællesskab og flere færdigheder skal holde på læger
Lena Dietze, Fredrik Johannessen og Andreas Stadheim er alle i turnus i Nordjylland som læger.
Sæby Sundhedshus forsøger med nyt tiltag at få yngre læger til at blive i Nordjylland.
Lena Dietze, Fredrik Johannessen og Andreas Stadheim er alle tre nordmænd, men er rejst til Danmark for at bliver læger.
De har alle tre taget deres uddannelse i Danmark, og nu mangler de kun den kliniske basisuddannelse, før de kan specialisere sig som læge. Den kliniske basisuddannelse, det man førhen kaldte turnus, skal de tage i Nordjylland.
I dag er de i Sæby Sundhedshus for at blive undervist i ultralydsscanning ved siden af deres arbejde på enten hospital eller i en almen praksis.
Sundhedshuset tilbyder yngre læger, som Lena, Fredrik og Andreas, såkaldte uddannelseslæger, et fagligt fællesskab, hvor de kan blive dygtigere og lære andre jævnaldrende læger i Nordjylland at kende.
- Tiltaget som det her gør jo Nordjylland meget mere attraktivt, siger Fredrik Johannessen, der er uddannelseslæge i Hjørring.
- Alle sociale ting gør, at man trives bedre, fortsætter Andreas Stadheim, der er uddannelseslæge i en praksis i Dybvad.
- Bare at komme til Sæby og se praksissen, og det er en meget flot praksis, så bliver man også mere interesseret i at komme tilbage måske, afslutter Lena Dietze, der også har sig daglige gang som uddannelseslæge i Hjørring.
- Hvis jeg var dansker, så er jeg rimelig sikker på, at det kunne gøre at man bliver heroppe.
Fredrik Johannessen, Uddannelseslæge, Hjørring.
Håber at holde dem i Nordjylland
De yngre læger er tilknyttet kliniklaboratoriet i Sundhedshuset, hvor de har mulighed for at lave forskning i de små lokalsamfund, selvom forskning normalt kun er noget man kan lave på hospitalerne. Derudover får de også yderligere uddannelse i kliniske færdigheder.
- Jeg synes, at der mangler et netværk for dem, der kommer til vores område og skal være uddannelseslæger, siger Martin Bach Jensen, der er almen praktiserende læge i Sæby Sundhedshus og professor i almen medicin på Aalborg Universitet.
I Sundhedshuset kan uddannelseslægerne prøve nogle metoder og teknikker, de måske ikke har prøvet på studiet, og som der ikke er tid til at mestre på arbejdspladsen, og det håber Martin Bach Jensen, kan få flere af dem til at blive i Nordjylland, når deres turnus er færdig.
- Det at få nogle muligheder for at få færdigheder at føle, at man er med i en faglig udvikling, at man er et sted, hvor der sker spændende ting, det, er jeg sikker på, har stor betydning for rekrutteringen, siger Martin Bach Jensen.
Hjemve
De tre norske uddannelseslæger har alle taget deres uddannelse i Danmark, men om fremtiden også bliver i Nordjylland, er uvist.
- Jeg er meget åben for det meste egentlig, siger Andreas Stadheim.
- Hvis jeg var dansker, så er jeg rimelig sikker på, at det kunne gøre at man bliver heroppe, fortsætter Fredrik Johannessen.
- Jeg har ikke bestemt mig for mine fremtidsplaner – nu må vi se, hvad det bliver, afslutter Lena Dietze.
Tal fra de Praktiserende Lægers Organisation viser, at færre nordjyder i øjeblikket står uden egen læge end tidligere. Lige nu har 48.802 nordjyder ikke egen læge, mens tallet på samme tid sidste år var 55.465.