Fans begejstrede efter første Norskov-afsnit

Medlemmer af facebookgruppen "Bevar Norskov" var tirsdag aften inviteret til snigpremiere på første afsnit i sæson 2 af serien Norskov.

Der var stor begejstring at spore, da de mest hardcore-fans af serien Norskov var inviteret til snigpremiere på første afsnit i sæson 2 tirsdag aften i Kattegat-siloen i Frederikshavn.

TV2 havde ellers ingen planer om at lave en anden sæson, men facebookgruppen "Bevar Norskov" var med til at overbevise producenterne om at fortsætte serien. Derfor var det medlemmerne af facebookgruppen, der var inviteret til snigpremieren tirsdag aften. 

Og fansene gik bestemt ikke skuffede hjem.

- Jeg var fuld af forventning, og afsnittet levede helt op til dem. Jeg kan ikke vente til, at næste afsnit kommer. Der var masser af spænding, og tankerne kører bare; hvad sker der nu, og hvad gør hun nu, siger Anne-Marie Spolum, medlem af "Bevar Norskov".

Til aftenens premiere havde også borgmester i Frederikshavn Kommune, Birgit Hansen (S), sneget sig med.

- Vi har jo en helt særlig følelse for den her serie, fordi den er optaget i Frederikhsavn. Der er mange lokale, der føler, at det er lidt vores serie. Vi er glade for, at den er tilbage, vi er stolte over, at den er optaget her, og den bliver god, siger Birgit Hansen. 

Også kvinden bag "Bevar Norskov" - Hanne Rydal Thomsen - glæder sig over, at serien er tilbage. Hun drømmer endda om en tredje sæson.

- Jeg har meddelt hovedforfatteren, at vi også tager en tredje omgang, hvis det skal være, griner Hanne Rydal Thomsen.

Det første afsnit i anden sæson af Norskov løber over skærmen på TV2 på torsdag klokken 20.00.

 

Seneste nyt

fra Nordjylland