Først sagde de nej: Nu genovervejer Frederikshavn Kommune sæsonforlængelse i skøjtehaller

Meldingen om genåbning af indendørsidrætten kommer for mange idrætsgrene for sent, da sæsonen er ved at lakke mod enden. Det gælder også i skøjtehallerne, hvor mange kommuner har valgt at forlænge sæsonen. I Frederikshavn Kommune er der stadig ikke truffet en beslutning.

Onsdag kan børn og unge under 18 år og voksne over 70 år igen få lov til at snøre skøjterne og svinge ishockeystaven, når indendørsidrætten og herunder skøjtehallerne igen må genåbne efter længere tids nedlukning på grund af coronarestriktioner.

Det er dog kun nogle steder i landet, de må det. 

Sæsonen i de fleste indendørs idrætsgrene er ved at være slut, og derfor har Kommunernes Landsforening og de store idrætsorganisationer opfordret kommunerne til at forlænge sæsonen for relevante idrætsfaciliteter. 

Indtil videre har 12 ud af landets 17 kommuner med skøjtehaller godkendt en sæsonforlængelse. Men i Frederikshavn Kommune er det stadig uvist, om det bliver muligt at få is under skøjterne inden sommer.

Det er dyrt at fryse is

Frederikshavn Kommune er en af de kommuner, der i første omgang har sagt nej til en sæsonforlængelse til foreningsmedlemmerne i ishockey- og skøjtesporten. Dette skyldes vedligeholdelse af banerne. 

- Vi hev isen af for at renovere banderne. Det gjorde vi, før vi vidste, at det blev muligt at komme i hallerne igen, siger Birgit S. Hansen (S), borgmester i Frederikshavn Kommune.

Det koster mellem 10.000-12.000 kroner i døgnet at holde isen frossen i de to haller i Frederikshavn Kommune. Kommunens fokus på at være en grøn kommune, taler derfor imod at holde hallerne åbne i en coronatid, hvor medlemmer ikke har kunnet komme på skøjter, fortæller borgmesteren. 

- Vi vil simpelthen ikke fyre for fuglene, siger hun.

I dialog om mulig forlængelse

Efter større pres fra ishockeymiljøet i Frederikshavn vil kommunen nu alligevel i dialog om en eventuel sæsonforlængelse. 

- Vi skal finde ud af, om vi vil forlænge sæsonen på is i den ene eller anden ende. Enten finder vi ud af, om vi skal lægge is på lidt tidligere, end vi plejer efter sommer, eller også skal vi finde ud af, om vi skal lægge is på med det samme, siger Birgit S. Hansen.

Frederikshavnerne, der ikke har været på isen siden den 16. december, må derfor vente lidt endnu på den endelige afgørelse. Mødet er planlagt til at blive afholdt i dag onsdag, men det er næsten for sent, mener Ulrik Larsen, der er direktør i Danmarks Ishockey Union.

 - Der skal til at ske noget. Man må jo begynde at skøjte igen i morgen torsdag, så det er også vigtigt, at der træffes en beslutning hurtigt, siger han. 

Hvorvidt, de skøjteglade i Frederikshavn Kommune kommer på skøjter på denne side af sommeren, vides ikke endnu. Direktøren for Danmarks Ishockey Union frygter for faldende interesse hos de yngste medlemmer. Han håber derfor, at dialogen frembringer positive nyheder. 

- Jeg håber, de lægger is på igen nu. Vores medlemmer har ikke været på is siden 7. december, og så skal de måske også være væk i hele foråret og hen til sommerferien. Det er lang tid at være væk fra sin sport. Især for de små piger og drenge der nemt kan finde på andre ting.



Seneste nyt

fra Nordjylland