Pirates tabte stort i tredje finalekamp: Nu har de brug for historisk bedrift for at vinde DM-guld
Foto: Thomas Sjørup/Ritzau Scanpix
Aalborg Pirates skal skrive dansk ishockeyhistorie for at vinde danmarksmesterskabet, efter at nordjyderne for tredje gang i finaleserien måtte se sig slået af Rungsted Seier Capital, som nu kun mangler én sejr for at blive mestre.
Aalborg Pirates har brug for et mindre mirakel, hvis de skal holde liv i håbet om at blive danske mestre i ishockey i denne sæson. Nordjyderne led tirsdag aften det tredje nederlag i tre kampe i finaleserien mod Rungsted Seier Capital.
Hjemme i Rungsted vandt sjællænderne den tredje finalekamp med 5-0, og de fører nu med 3-0 i kampe i serien, hvor der spilles bedst af syv kampe. Dermed skal Aalborg Pirates nu vinde fire kampe på stribe for at vende serien og sikre sig guldhjelmene - en præstation, som ikke tidligere er set i dansk ishockeys historie.
Det var to forstærkede mandskaber, der tørnede sammen tirsdag aften i forhold til søndagens kamp i Aalborg. Pirates havde kaptajn Julian Jakobsen tilbage efter karantæne, mens Rungsted-trioen Mattias Persson, Marcus Olsson og Rasmus Andersson var klar igen, efter at have siddet ude på grund af skader.
Der var pres på Aalborg Pirates efter spinkle nederlag til nordjyderne i de første to finalekampe, og presset blev bestemt ikke mindre, da Rungsteds Nikolai Gade med en forrygende afslutning sendte pucken op i målhjørnet og bragte hjemmeholdet foran med 1-0 efter seks minutters spil.
Spil og chancer fordelte sig forholdsvis lige mellem holdene i første periode, hvor Aalborg to gange måtte spille i undertal, efter at have været for mange spillere på isen. Pirates forsvarede sig dog fint, og holdene kunne skøjte til pause uden yderligere scoringer.
Pirates-forwards kunne ikke finde vej til nettet
I begyndelsen af anden periode fik Aalborg-spillerne testet Cristopher Nihlstorp i hjemmeholdets mål flere gange i forbindelse med et powerplay til nordjyderne, men svenskeren formåede at afvise gæsternes forsøg.
Midt i anden periode spillede Rungsted sig frem til en kæmpe chance, men det lykkedes Aalborg at afværge situationen uden at indkassere endnu et mål imod sig. Med tre et halvt minut til pause var der dog ikke noget at gøre for George Sørensen i piraternes mål, da Mattias Persson fik masser af plads i Aalborgs zone og resolut hamrede gummiskiven i netmaskerne.
Rungsted vandt igen perioden med 1-0, og Pirates-træner Garth Murray måtte gå i omklædningsrummet og gruble over, hvad han skulle gøre for at få gang i holdets normalt meget målfarlige forwards, som nu havde spillet otte perioder i finaleserien mod Rungsted uden at score.
- Vi skal blive ved med at skyde. Jeg synes, vi har nogle gode chancer, men pucken vil ikke ind. De scorer på vores chancer, og det gør vi ikke. Det er frustrerende, at vi ikke kan få pucken ind, sagde Pirates-forward Mikkel Højbjerg til TV 2 SPORT i pausen mellem anden og tredje periode.
Rungsted lukkede kampen
Backen Lasse Bo Knudsen, som scorede to mål i anden finalekamp, var fortsat den eneste Aalborg-spiller, der havde formået at passere Cristopher Nihlstorp. Netop Lasse Bo Knudsen måtte i slutningen af anden periode en tur i straffeboksen for en slashing, og det betød, at værterne indledte tredje periode i powerplay.
Aalborg overlevede undertallet uden større besvær, men godt fem minutter inde i tredje periode scorede Marcus Olsson til 3-0. Midt i perioden øgede Shane Hanna til 4-0 med en scoring i powerplay og slukkede definitivt Pirates-spillernes håb om et comeback.
Rungsted fik øget til 5-0 ved Alex Wideman og kørte en overbevisende sejr hjem på en aften, hvor Aalborg ikke nåede samme niveau som i de to første finalekampe.
I slutfasen løb frustrationerne af med flere af Aalborg-spillerne. Josh MacDonald blev sendt i bad halvandet minut før tid for en cross-checking, mens Sebastian Bergholt så slutningen af kampen fra straffeboksen efter en slashing-udvisning.
Den fjerde finalekamp spilles fredag aften i Aalborg, hvor Pirates har arrangeret storskærmsarrangement på parkeringspladsen ved Gigantium. Her er der plads til cirka 200 biler, så op mod 1000 Pirates-fans får mulighed for at støtte holdet uden for arenaen, når piraterne skal forsøge at forhindre, at Rungsted vinder mesterskabet efter bare fire finalekampe.