Guld Harald Prisen: David Nielsen modtager nordjysk hæder

Den tidligere professionelle fodboldspiller og nuværende superligatræner David Nielsen, der er opvokset i Skagen, er første modtager af den nye Guld Harald Pris.

Harald Nielsen – eller Guld Harald, som han ofte kaldes - er et af de største fodboldikoner med nordjysk blod i årerne. Og for at mindes den store nordjyske fodboldpersonlighed, der gik bort i 2015, har Harald Nielsens familie stiftet Guld Harald Prisen.

Prisen blev for første gang uddelt mandag aften foran statuen af Harald Nielsen, der står ved Arena Nord i Frederikshavn.

David Nielsen blev første modtager af den nye Guld Harald Pris.

Første modtager af prisen er AGF-træner David Nielsen, der er opvokset i Skagen og har spillet fodbold i flere år i både Skagen og Frederikshavn.

- Jeg har jo tilbragt hele min ungdom her og kørt vejen fra Skagen til Frederikshavn og trænet på banerne her, så det er fantastisk at være her og modtage den her pris et sted, som betyder utroligt meget for mig.

- Jeg står her med ærefrygt. Han var en fantastisk spiller og gik foran på mange områder i forhold til dansk fodbold - også efter hans karriere, siger David Nielsen. 

Rudi Nielsen (t.v) overdrager prisen og en check på 25.000 kroner til David Nielsen (i midten).
Rudi Nielsen (t.v) overdrager prisen og en check på 25.000 kroner til David Nielsen (i midten).
Foto: Hans-Christian Lauritzen

Allerede som 16-årig skiftede David Nielsen til OB, og sidenhen er det blevet til kampe for blandt andre FCK, AaB, FC Midtjylland og en række udenlandske klubber – og i dag er David Nielsen gået trænervejen.

David Nielsen har været træner for blandt andre norske Strømgodset, Lyngby BK og er altså nu manden med tangentstokken i AGF.

Det er meningen at Guld Harald prisen skal uddeles hvert år, og initiativet kommer fra Harald Nielsens familie, der ønsker at sætte fokus på nordjysk fodbold, og hylde både enkeltpersoner, klubber og foreninger.

- Jeg håber, at det gør, at Harald vil blive husket, og jeg synes også, at det er vigtigt at hædre ildsjæle, som gør noget inden for fodbolden. Det har så meget at sige. 

- David har jo været en fantastisk spiller. Så har han også bevæget sig ud på kanten, som man siger. Han levede lidt det vilde liv og er kommet tilbage, og han kan bruge det, at hans liv har været på den måde. Han er jo en fantastisk træner og er meget for unge mennesker, så han fortjener den fuldt ud, siger Rudi Nielsen, enke efter Harald Nielsen. 

For at få prisen skal man være inden for fodboldverdenen og have forbindelse til Nordjylland. Desuden er det heller ikke en ulempe at have præsteret på internationalt niveau. Alt det opfylder David Nielsen. Desuden blev han årets spiller i FC København, mens Harald Nielsen selv sad i bestyrelsen i den danske storklub.

Med prisen følger en lille bronzestatue af Harald Nielsen og en check på 25.000 kroner.


Seneste nyt

fra Nordjylland