Kommune, landmænd og medarbejdere har slået fælles front for at redde slagteri
Foto: Stefan Kjærgaard / TV2 Nord
Jens Hansen, tillidsmand for medarbejderne på Danish Crown i Sæby, Torben Farum, griseproducent og formand for LandboNord og Birgit S. Hansen (S), borgmester i Frederikshavn Kommune, i fælles front.
Snart får ledelsen i Danish Crown en bunke forslag til at redde deres slagteri i Sæby.
På et møde fredag middag på Frederikshavn Rådhus skulle der udtænkes vigtige løsninger.
Medarbejdere fra Danish Crown, lokale landmænd og Frederikshavn Kommune havde sat sig sammen for at komme med deres forslag til at forsøge at redde Danish Crowns slagteri i Sæby.
I weekenden vil de sende deres forslag ind til ledelsen i Danish Crown, for de mener, at der kan findes en løsning.
- Det er en eller anden form for redningsaktion. Kan vi redde arbejdspladsen, eller kan vi gøre et eller andet for at de 450 arbejdspladser, de snakker om skal flyttes et andet sted hen, kan blive i Sæby?, siger Jens Hansen, der er tillidsmand for medarbejderne på Danish Crown i Sæby.
Grise på vej
I sidste uge blev det besluttet, at Danish Crown i Sæby skal lukke og 800 medarbejdere fyres – "en katastrofe for byen", har borgmesteren i Frederikshavn Kommune tidligere udtalt, så derfor står hun nu sammen med medarbejderne og landmændene for at forsøge at finde en løsning.
- Vi vil høre om der er mere, om de kan have nogle forventninger til os i forhold til de rammer, de driver virksomhed unde her, og det kan være at rekruttere folk eller den matrikel, de er på, det kan være noget med spildevandsafgifter og så videre, og der vil vi gerne sige: Er der mere, vi kan gøre, siger Birgit S. Hansen (S).
Baggrunden for at lukke Danish Crown i Sæby skyldes blandet andet, at der lige nu er for få grise at slagte, men det kan vise sig at vende.
- Der er stalde, der står tomme i dag, som der sandsynligvis vil være grise i om tre måneder, seks måneder, tolv måneder, så der er måske tro på, at nogle af de grise, vi mangler i dag, er der i fremtiden, siger Torben Farum, der er griseproducent og formand for LandboNord.
"Bliver op ad bakke"
Danish Crown er ejet af over 5000 landmænd, og de kan lige nu se ind i et årligt underskud på 300 millioner kroner, hvis de ikke finder besparelser.
Kan I overhovedet gøre noget som kommune?
- Nu kommer vi i hvert fald hånd i hånd, det gør vi med griseavlerne, landmændene, det gør vi også med arbejdstagerne, NNF og kommunen. Nu kommer vi med hinanden i hånden og siger: "Her er vi, er der noget vi sammen kan gøre for, at det bliver attraktivt for Danish Crown at fortsætte her i vores kommune", svarer Birgit S. Hansen.
Om 18 dage bliver beslutningen om at lukke slagteriet endelig, men medarbejdere håber, at de om ikke andet kan beholde 450 medarbejdere, der ellers skulle ansættes i andre afdelinger.
- Det bliver lidt op ad bakke, men vi vil kæmpe alt det, vi kan for at redde så mange arbejdspladser som overhovedet muligt, siger Jens Hansen.
Det er forventningen, at den sidste gris bliver slagtet hos Danish Crown i Sæby til sommer, og herefter vil 800 medarbejdere stå uden job.