Krudttårnet shines op

Den historiske bygning i Frederikshavn er de næste uger under renovering.

Der er for tiden travlhed på og ved Krudttårnet i Frederikshavn.

For den ikoniske bygning er ved at få en større overhaling, hvor blandt andet den udvendige side skal kalkes.

- Og så skal vi renovere fugerne inde mellem stenene med noget kalkmørtel. Derefter får Krudttårnet sandkalk, og så skal det have to gange kalk oveni, siger murer Jørn Bering fra det lokale murerfirma Henrik Carlsen i Frederikshavn.

Og det hele skal gerne stå klar, før sommeren for alvor begynder.

Tårnet blev flyttet

Krudttårnet, der blev anlagt i slutningen af 1600-tallet, var oprindeligt opbevaringssted for krudt, men tårnet var samtidig også platform for kanoner.

I dag er omgivelserne ved Krudttårnet fredelige, og Jørn Bering betragter arbejdet med Krudttårnet som et arbejde som alt muligt andet murerarbejde.

- Det er ikke så anderledes, det er jo samme arbejdsgang, siger Jørn Bering.

Krudttårnet blev i 1974 flyttet 270 meter til dets nuværende placering. Årsagen var, at tårnet var blevet noget klemt af byens nye store værft, der voksede frem.

Flyttearbejdet tog 13 måneder, og Krudttårnet blev transporteret i et stykke.

Den 5. august 1976 blev Krudttårnet genåbnet for publikum.

Nordjyllands Kystmuseum har mere information om Krudttårnet.


Seneste nyt

fra Nordjylland