Nordjyde vinder danmarksmesterskabet i Snooker for sjette gang

Det er ni år siden Snookerspilleren, Daniel Kandi Andersen fra Sæby, sidst havde titlen som danmarksmester. Nu er den tilbage hos ham.

Nordjyske Daniel Kandi Andersen fra Sæby har henover påsken deltaget i Danmarksmesterskabet i Snooker, og for sjette gang løber han med titlen som danmarksmester i Snooker.

quote Det er en super bedrift, og meget tilfredsstillende at det hårde arbejde endelig giver pote.

Daniel Kandi Andersen

- Det er en super bedrift, og meget tilfredsstillende at det hårde arbejde endelig giver pote, siger Daniel Kandi Andersen.

Han har trænet op til danmarksmesterskabet 18 timer i ugen de sidste fire måneder, og selvom det langt fra er nyt for Daniel Kandi Andersen at vinde titlen som danmarksmester i Snooker, er det ni år siden, han gjorde det sidst.

- De sidste ni år har jeg vekslet imellem at spille Snooker og Pool, og derfor har jeg ikke haft fuld fokus på Snooker. Nu er jeg tilbage, og har lagt pool på hylden, siger Daniel Kandi Andersen.

Med den nye titel er Daniel Kandi Andersen gået fra at ligge nummer 40 til at ligge nummer to på den danske officielle rangliste.

147 point er større end at være danmarksmester

Titlen som danmarksmester i Snooker er dog ikke Daniel Kandi Andersens største bedrift til årets DM. Som den allerførste dansker lykkedes det ham nemlig at lave ”The Perfect Score”, da han lørdag vandt sin kamp 4-0 og lavede 147 point i et af spillene.

- Det er det største nogensinde. Mange spillere vil give deres højere hånd for at lave 147 point. Det er også større end at blive danmarksmester, siger Daniel Kandi Andersen.

Daniel Kandi Andersen beskriver sin præstation med 147 point som svarende til at lave hole-in-one på alle 18 huller i golf.

Tror på flere titler som danmarksmester

Med titlen har Daniel Kandi Andersen vundet 10.000 kroner, som skal bruges til at fremme hans snooker karriere.

quote Jeg har mange flere titler som danmarksmester i vente, og der kommer ikke til at gå ni år igen.

Daniel Kandi Andersen

- Jeg har mange flere titler som danmarksmester i vente, og der kommer ikke til at gå ni år igen, siger Daniel Kandi Andersen.

Til maj skal han i turnering igen. Denne gang er det i England, hvor han skal forsøge at kvalificere sig til at blive professionel snookerspiller.

Danmarksmesterskabet blev afholdt i Copenhagen Pool & Snooker House i København, og sluttede mandag.


Seneste nyt

fra Nordjylland