Rødbedesøen: En ufarlig bakterie har farvet vandet rødt i sø ved Sæby
Se tv-indslag om fundet af den rødbedefarvede sø.
Resultaterne af Frederikshavn Kommunes undersøgelser af vandet i den lille sø ved Sæby, der i weekenden blev fundet med rødbedefarvet vand, viser at en purpursvovlbakterie er årsagen til farvningen.
Frederikshavn Kommune har taget vandprøver ved den nok mest omtalte sø i Danmark i disse dage, og hyret Maria Temponeras fra firmaet Planktontax, der er ekspert i alger til at analyse prøverne. Det fortæller kommunen i en pressemeddelelse.
Eksperten fastslår, at den røde farve i søen stammer fra en høj koncentration af en purpursvovlbakterie, der lyder det latinske navn, Chromatium okenii.
Bakterien er ikke giftig. Det er ikke til at sige, hvad der har fået bakterien til at blomstre op, men der er tale om et naturligt fænomen, og ikke en forurening af vandmiljøet. Bakterier af denne slags kan ligge i dvale i mange år og pludselig blomstre op, når de rette forhold er til stede.
Et sjældent syn
Det er sjældent at se en så tydelige rødbedefarve af purpursvovlbakterier som her, så det er ikke underligt, at det vækker opsigt. Men farven og purpursvovlbakterierne forsvinder af sig selv igen, så der er ikke behov for oprensning eller andre indsatser i søen.
- Det er derfor også vigtigt at understrege, der er tale om et naturfænomen, og at der på ingen måde er tale om kemikalier eller udslip, som der visse steder har været spekulationer om. Nogle gange er naturen simpelthen bare mere fantasifuld end vi kan forestille os, lyder det fra Frederikshavn Kommune.
Findes ofte i stillestående vand
Purpursvovlbakterier findes ofte i stillestående vand, da de får deres energi fra svovlforbindelser såsom svovlbrinte (H2S) i deres nærmiljø. Svovlbrinte dannes naturligt ved nedbrydelsen af organisk materiale under iltfrie forhold, eksempelvis i moser eller næringsrige søer, og har en lugt som rådne æg.
Heldigvis er både lugt og farve allerede aftagende i søen, men interesserede kan stadig nå at få et glimt af det sjældne naturfænomen.