Rullende skolestart afskaffes og familier prioriteres: Så er der budget for Frederikshavn
Foto: Christian Henriksen
Der er indgået budgetforlig i Frederikshavn Kommune. Forliget byder blandt andet på flere penge til socialområdet og støtte til iværksætteri og havne.
Budgetaftalen for 2020 er klar i Frederikshavn Kommune. Det er et bredt forlig, som 27 ud af 29 byrådsmedlemmer står bag.
I budgettet er der blandt andet afsat 10 millioner kroner til familieområdet og 30 millioner kroner til arbejdsmarkedsudvalget. Rullende skolestart afskaffes, psykiatrien opprioriteres og veje og stier i kommunen bliver forbedret.
Vi uddeler ikke store gaver eller bygger et operahus, men vi sikrer balance.
Birgit S. Hansen, borgmester
- Jeg er glad for, at vi har fået lavet et bredt forlig og et stærkt afsæt. Det vigtigste er, at vi har kunnet dække af på arbejdsmarkedsområdet og børneområdet, siger Birgit S. Hansen fra Socialdemokratiet, der er borgmester i Frederikshavn.
Hun understreger dog, at der ikke er tale om et gavebudget.
- Vi har kunnet betale vores regninger, og så har vi lavet et budget, der er stabilt. Vi uddeler ikke store gaver eller bygger et operahus, men vi sikrer balance, siger Birgit S. Hansen.
Venstre er tilfredse
Frederikshavn Byråd er stærkt domineret af Socialdemokratiet, der sidder på 18 pladser ud af 29 styk. Alligevel har de andre partier – Venstre, SF, Konservative og DF’s Flemming Rasmussen – også haft noget af sige i budgetforhandlingerne.
Venstre gik til forhandlingerne med et ønske om at afsætte penge til iværksættere, og det ønske fik de opfyldt - Erhvervshus Nord får et tilskud på 500.000 kroner. Også Skagen Lystbådehavn og Ålbæk Havn var vigtige for Venstre, og Skagen Lystbådehavn får 2,8 millioner kroner til renovering, mens Ålbæk Havn får 700.000 kroner.
- Det er kendt, at en forhandling står tilbage, hvor begge parter ikke er lige lykkelige, men hvor forhandlingen er vellykket, hvis alle parter føler, at de har fået noget. Det er også derfor, Venstre er gået med, for vi føler os hørt og inddraget, siger Mette Hardam, der er gruppeformand for Venstre i Frederikshavn Kommune.
En forhandling står tilbage, hvor begge parter ikke er lige lykkelige, men hvor forhandlingen er vellykket, hvis alle parter føler, at de har fået noget.
Mette Hardam, Venstre
Borgmester Birgit S. Hansen er glad for, at så mange byrådsmedlemmer er med bag forliget.
- Det har taget lidt tid at nå til enighed. Der har været mange møder og telefonsamtaler, men jeg synes, det er det hele værd. Det er altid som at løbe en marathon, men vi er nået i mål, siger Birgit S. Hansen.
Det fik parterne ikke
Man kan selvsagt ikke få alt, når man forhandler budget, og hvis Venstre skulle pege på noget, de ærgrer sig over, ikke blev til noget, peger Mette Hardam på matrikeltilskud til distriktsskolerne og flytning af Idrætsbørnehaven Bispevang.
- Selvom disse ting var vigtige for os, så er de ikke afgørende for, at vi ville stå udenfor, siger Mette Hardam.
For Birgit S. Hansens vedkommende er det de traditionelle kerneområder – børn, handicappede og ældre - hun gerne så, fik endnu flere penge.
- Jeg er generelt tilfreds. Men de traditionelle kerneområder er et sted, hvor alle politikere godt ved, at der er plads til forbedringer, siger Birgit S. Hansen.