Så er der dømt rødbede i børnehøjde
Børnene i vuggestuen Regnbuen i Skagen er blandt dem, der onsdag gik all in på klimavenlig mad, nemlig rødbeden - og den kan meget andet end havne på tallerkenen.
Onsdag var rødbeden den vigtigste ingrediens i frokostmåltidet til de mindste i mange af landets daginstitutioner.
Blandt andet i Skagen, hvor børnene i vuggestuen Regnbuen og børnehaven Pilekrattet.
Daginstitutionerne tog den klimavenlige knold med i køkkenet, og sammen med ungerne tilberedte de rødbede-røde bøffer, creme og brød, for til sidst at bænke sig om frokostbordet, og guffe det samme måltid over hele landet.
- Børnene har været med og her til morgen, og vi set en video om, hvordan en rødbede kommer op af jorden. De skal være med til at skrælle, og hvad er der, der sker, når hiver den her rødbede op af jorden – og hvad kan det ende med at blive til af lækre ting, fortæller Kristina Hyttel, kok, Vuggestuen Regnbuen og Børnehaven Pilekrattet, Skagen.
Anledningen er Maddag 2020, som arrangeres af Kost og Ernæringsforbundet og FOA for at hylde madordninger i daginstitutionerne.
Madordninger er et skridt på vejen til lighed i sundhed, da alle børn er sikret ordentlige måltider, der både er varierede og i overensstemmelse med de officielle kostråd. Børn får dækket op til 70 pct. af deres energibehov i løbet af dagen i deres daginstitution, så her er den rigtige kost vigtig.
Og i Skagen er børnene ikke kræsne, lyder vurderingen fra køkkenet.
- Det, de får lov til at røre ved maden og snakke om maden, det gør, at de ikke synes, det er sådan noget farligt noget, fortæller Kristina Hyttel, kok, Vuggestuen Regnbuen og Børnehaven Pilekrattet, Skagen.
Rødbeden spiller hovedrollen i årets menu, fordi det er en dejlig dansk råvare, der både er i sæson, velsmagende og klimavenlig.
Og for de mindste børn i vuggestuen i Skagen - ja, så er det sikkert og vist, at den også kan bruges til andet end at spise - nemlig rødbedetryk.
En af grundstenene i madordninger er at bruge måltidet som et pædagogisk læringsrum i hverdagen, hvor børnene inddrages i de små ting, som de kan håndtere. Til Maddag kan børnene være med til at hakke, skrælle, tilsmage og ælte.
- Madordninger giver børn og voksne i institutionerne et fællesskab om det gode - og sunde måltid. De madprofessionelle bruger deres kompetencer hver eneste dag, året rundt på at fylde de små hoveder med lækker og sund mad og gode kostvaner. Vi bruger derfor Maddag i år til at bringe denne spændende, velsmagende og bæredygtige råvare i fokus. Den er billig, nem af få fat i og indeholder en masse gode vitaminer og fibre - en af køleskabets klimadukse, siger Ghita Parry, formand for Kost og Ernæringsforbundet.
Ifølge WHO's undersøgelse af børn i 2018 er overvægt en af de største trusler mod folkesundheden. I Danmark er overvægtskurven tippet, så 51 pct. af os danskere nu er overvægtige. Og hvert femte barn i 0. klasse får mindst én bemærkning af sundhedsplejersken i deres journal om, at deres mad- og måltidsvaner er problematiske.
- Hvis vi vil skabe sunde madvaner, skal der være madordninger i alle daginstitutioner, hvor børnene får veltillavet, velsmagende og sund mad hver dag. Overvægt har for eksempel en stærk social slagside, så de fælles måltider kan også bidrage til at udligne sociale forskelle. Det er ganske enkelt en fornuftig investering, siger Pia Heidi Nielsen, formand for Kost- og Servicesektoren i FOA.
- Skal vi ændre denne udvikling, så skal der sættes tidligt ind med strukturelle ændringer. Da langt de fleste børn går i daginstitution, er der derfor et kæmpe potentiale ved at sætte ind med gode mad- og måltidsvaner netop her, siger Pia Heidi Nielsen