Stak sin kæreste gennem 30 år ihjel: - Undskyld mange gange til hans børn
Foto: Arkivfoto/Per Frank Paulsen / TV2 Nord
53-årig kvinde idømt seks års fængsel for dødsvold sendte en hilsen til ofrets familie i retten, da hun fik det sidste ord.
Den grønlandske kvinde sad helt stille og kiggede ned i bordet, da dommen blev læst højt ved retten i Hjørring: Seks års fængsel for tre fatale knivstik.
I retten kom det frem, at ofret var kvindens 56-årige kæreste gennem 30 år. De kom i det samme lokale misbrugsmiljø. Kæresten blev stukket ihjel om eftermiddagen den 7. maj 2022 under en kom-sammen med tre venner.
- Inden kniven kom frem, var der tumult og slagsmålslignende tilstande. Men de tre vidner kan ikke rigtig kan huske noget fra dén eftermiddag. Det kan være, fordi de var påvirkede. I hvert fald var både den dømte kvinde og den nu dræbte mand påvirkede af både alkohol og hash, fortæller TV2 Nords udsendte reporter Jonathan Kjær Troelsen, der sad med i retten.
Jeg er en lige smule overrasket over resultatet ud fra skyldsspørgsmålet
Mathias Nysom Petersen, anklagerfuldmægtig, Nordjyllands Politi
Da den dømte kvinde fik det allersidste ord i tirsdagens retssag, valgte hun at tale direkte til sin svigerfamilie – via en grønlandsk tolk.
- Her sagde hun: Det var ikke min mening at dræbe ham. Jeg undskylder mange gange over for hans familie og hans børn, fortæller Jonathan Kjær Troelsen.
VIDEO: Forstå sagen - TV2 Nords reporter i retten:
Ville ikke slå ham ihjel
Det helt afgørende spørgsmål i sagen har været, om den 56-årige kvinde havde til hensigt at slå sin kæreste ihjel.
- Hun erkendte fra starten af, at det var hende, der førte kniven og stak manden tre gange omkring halsregionen. Men hun ville kun gøre det for at skade ham og ikke for at slå ham ihjel, lød det tirsdag eftermiddag fra TV2 Nords Jonathan Kjær Troelsen.
Dén forklaring fandt retten troværdig, og derfor blev den 56-årige kvinde dømt for den mildere paragraf ”vold med døden til følge” og ikke for manddrab, der kan straffes med fængsel på op til livstid.
Hun erkendte fra starten af, at det var hende, der førte kniven og stak manden tre gange omkring halsregionen
Jonathan Kjær Troelsen, reporter, TV2 Nord
- Vi gik efter manddrab
Anklageren i sagen argumenterede ellers for, at dommen skulle lyde på manddrab.
- Når man stikker en person tre gange i halsen, så er man klar over, hvad man gør. Så er der en reel risiko for, at den 56-årige mand ville dø, lød det i retten, fortæller Jonathan Kjær Troelsen.
Den anklagerfuldmægtige havde derfor også regnet med et andet udfald.
- Jeg er en lige smule overrasket over resultatet ud fra skyldsspørgsmålet. Vi havde selvfølgelig gået efter manddrab og dermed højere straf. Så jeg er overrasket over resultatet, men tager det selvfølgelig til efterretning, siger anklagerfuldmægtig ved Nordjyllands Politi Mathias Nysom Petersen.
Forsvareren var derimod af en anden overbevisning. Han mente, at den nu dømte kvinde kun havde til hensigt at skade sin kæreste.
- Først og fremmest er det en rigtig trist og sørgelig sag. Når det så er sagt, så bliver hun dømt for vold med døden til følge – noget, hun tidligere har erkendt - og frifundet for manddrab. Så dén del er jeg selvfølgelig tilfreds med, sagde Ulrik Andreas Henriksen til TV2 Nord umiddelbart efter domsafsigelsen.
Han vil nu vurdere, om dommen skal ankes.