White Hawks mister cheftræneren kort før slutspillet

Frederikshavn White Hawks skifter cheftræner kort før slutspillet, da finske Jari Pasanen stopper i klubben.

Det bliver ikke finske Jari Pasanen, der står på Frederikshavn White Hawks' trænerbænk i fredagens udekamp mod Herlev Eagles i Metal Ligaen.

Cheftræneren stopper med øjeblikkelig virkning i den nordjyske klub kort før, slutspillet i landets bedste ishockeyrække begynder.

Det oplyser Frederikshavn White Hawks fredag i en pressemeddelelse.

- Da Jari snarest muligt er nødsaget til at rejse hjem til Finland grundet alvorlig sygdom i nærmeste familie, er vi i fællesskab blevet enige om at stoppe samarbejdet nu, så vi kan få et nyt trænerteam på plads straks, skriver klubben.

Jari Pasanen blev ansat som cheftræner for Frederikshavn White Hawks i 2018. Han kom til den nordjyske klub efter en årrække som træner i den bedste tyske ishockeyliga.

I 2019 indgik Pasanen en fem-årig kontraktforlængelse med White Hawks, og han har siden været både cheftræner og sportschef i klubben.

Afløser på plads

Frederikshavn White Hawks ligger på fjerdepladsen i Metal Ligaen, men klubben har kun vundet to af sine seneste seks ligakampe og har dermed misset muligheden for at rykke opad i tabellen forud for slutspillet.

- Efter hurtig og konstruktiv dialog tiltræder 40-årige Kasper Degn allerede i morgen, og skal i parløb med Henrik Christiansen, sikre White Hawks succes resten af sæsonen, oplyser White Hawks.

Kasper Degn har spillet over 600 kampe i den danske liga, hvor han har repræsenteret Herning, Nordsjælland og Aalborg.

Assistenttræner Henrik Christiansen har ansvaret alene i boksen i fredagens udekamp i Herlev.

White Hawks ser ud til at skulle møde Esbjerg Energy i første runde af slutspillet, som begynder 11. marts.


Seneste nyt

fra Nordjylland