Havn donerer betaling fra russisk skib til hjælp i Ukraine
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Frederikshavn Havn har valgt at donere de penge, det russiske fragtskib Sayan Knyaz har betalt i anløbsafgift, til hjælp i Ukraine.
De seneste uger har det russiske fragtskib Sayan Knyaz ligget til kaj i Frederikshavn Havn. Her er skibet blevet repareret, indtil det torsdag kunne forlade den nordjyske havn.
Frederikshavn Havn har nu valgt at donere de penge, Sayan Knyaz har betalt i anløbsafgift, til hjælp i Ukraine. Det fortæller havnedirektør Mikkel Seedorff Sørensen til Kanal Frederikshavn.
- Vi har endnu ikke besluttet, hvem vi giver pengene til, men vi har besluttet, at pengene fra det russiske rederi skal sendes videre til hjælp i Ukraine, siger Mikkel Seedorff Sørensen.
Kan ikke afvise russiske skibe
Frederikshavn Havn donerer indtægterne fra det russiske rederi til Red Barnet, som hjælper børnene i Ukraine. Havnedirektøren ønsker ikke at oplyse, hvor mange penge det drejer sig om.
- Vi gør ikke det her, fordi vi har dårlig samvittighed. Alle regler er fulgt, men vi sender et signal om, at vi også støtter Ukraine, siger havnedirektøren.
Krigen i Ukraine har resulteret i, at russiske fly ikke må flyve i dansk luftrum. Dansk farvand er dog ikke lukket for russiske skibe endnu, og derfor kan russiske skibe fortsat anløbe danske havne.
- Vi følger reglerne udstukket af myndighederne, og lige nu kan vi ikke afvise russiske skibe, oplyser Mikkel Seedorff Sørensen.