Dom udskudt: 51-årig mand tiltalt for seksuelle overgreb må vente på dom

Det kommer til at tage længere tid end planlagt at komme igennem den omfattende sag mod en 51-årig mand, der er tiltalt for seksuelle overgreb mod sine egne børn samt grov vold mod sin tidligere samlever, end retten havde regnet med. Derfor lægges der nu en ekstra retsdag på.

Nævningesagen mod en 51-årig mand, der er tiltalt for igennem en årrække at have udsat sine børn for seksuelle overgreb samt at have været særdeles voldelig over for en tidligere samlever, er efter mandagens retsmøde sat på pause frem til den 7. april.

Det var egentlig meningen, at hele sagen skulle være fremlagt nævningetinget mandag, men retten måtte sande, at der på en og samme dag ikke var tid til afhøringer af den tidligere samlever samt afsluttende procedurer fra såvel anklagemyndigheden som forsvarer.

Derfor er der nu lagt en ekstra retsdag ind.

Manden nægter sig skyldig i anklagerne, der blandt andet omfatter incestlignende forhold igennem mange år til flere af sine døtre. 

- Jeg har aldrig gjort noget bevidst, og jeg har aldrig gjort noget seksuelt ved dem og jeg har aldrig haft de tanker eller lyst til det, sagde han ved retsmødet mandag.

Udover at være anklaget for at have misbrugt sine fire døtre, er han tiltalt for på flere adresser i Nordjylland at have udøvet vold mod sin samlever gennem 24 år blandt andet også, da hun var gravid.

I Retten i Hjørring kom det mandag frem, at den nu tidligere samlever flere gange har anmeldt den 51-årige mand for for psykisk og fysisk vold.

Samleveren fortalte i retten, at den tiltalte, blandt andet en dag, da han havde drukket kom hjem stak en pistol ind i munden på hende. 

I det hele taget kunne han ifølge samleveren nemt blive sur, når han havde drukket. Og volden skete ifølge kvinden i hvert fald en gang om måneden og ofte, mens børnene så på. Ligesom han ifølge kvindens forklaring også kunne være voldelig over for børnene

Den tiltaltes samlever gennem 24 år fik på et tidspunkt så mange tæsk, at hun blødte fra hovedet, ligesom hun ifølge eget udsagn gentagne gange har været udsat for trusler fra ham.

Det nægter den 51-årige mand sig delvist skyldig i. Han erkender vold i mildere grad.

Der er tale om en familie, der igennem mange år ikke levet helt som mange andre, der har været vold og druk nærmest dagligt i hjemmet, moderen til børnene og børnene har været på krisecenter, ligesom hele familien stak på et tidspunkt, da kommunen havde varslet den  ville fjerne nogle af børnene.

Børnene blev dog på et tidspunkt tvangsfjernet fra hjemmet, og det, mente den 51-årige nu tiltalte var moderens skyld, hvorfor han ifølge hende derfor blev mere voldelig over for hende. 

På spørgsmålene til samleveren, der mandag var i retten som vidne, om hvorvidt hun var bekendt med anklagerne om seksuelle overgreb mod flere af hendes børn, svarede hun, at hun ikke på noget tidspunkt har set eller oplevet overgreb på børnene. Men hun havde en anelse om, noget var galt.

Hun forklarede, at hun på et tidspunkt kunne mærke på et par af børnene, at de havde været udsat for et eller andet, men hun vidste dog ikke eksakt lige hvad, der var sket.

Næste retsdag i sagen bliver den 7. april, og der ventes at falde dom i sagen dagen efter.




Seneste nyt

fra Nordjylland