Hjørring Kommune kåret som landets tredjebedste ungdomskommune

Hjørring Kommune er landets tredjebedste ungdomskommune, fordi kommunen har udstedt en ungegaranti, der skal sikre at alle unge får job og uddannelse.

Hjørring Kommune er netop blevet kåret som landets tredjebedste ungdomskommune af DUF - Dansk Ungdomts Fællesråd. 

DUF kårer hvert år landets tre bedste kommuner på vegne af i alt 600.000 børn og unge fra det frivillige foreningsliv. Hjørring Kommune får tredjepladsen for indsatsen med at skabe gode livsmuligheder for unge i kommunen. Det er især kommunens ungegaranti, der har imponeret dommerpanelet.

- Hjørring Kommune fortjener en stor anerkendelse for at sætte fokus på unges livsmuligheder. Med ungestrategien fra 2019 viser kommunen, at man er villig til at sætte unge højt og prioritere ressourcer på at alle unge skal gennemføre en ungdomsuddannelse og at ingen unge blive glemt i systemet.

- Gennem individuel vejledning, praksisnær undervisning og partnerskaber med lokale virksomheder vil unge få bedre grundlag for at vælge uddannelsesvej og måske blive inspireret til at tænke større eller anderledes, lyder det fra dommerpanelet, der består af Christine Ravn Lund, Næstforkvinde i DUF, Maria Bruselius-Jensen, Lektor på Aalborg Universitet, Center for Ungdomsforskning, Marianne Jelved (RV), MF, og Thomas Gyldal Petersen (S), borgmester i Herlev Kommune og formand for KL's børne- og undervisningsudvalg.

Årets Ungdomskommune

Prisen "Årets Ungdomskommune" blev stiftet i 2006 af DUF og uddeles som en anerkendelse af de kommuner, der går forrest for at sikre gode vilkår for unge. I bedømmelsen bliver der særligt lagt vægt på, hvordan kommunen forbedrer unges deltagelse, udfoldelsesmuligheder og levevilkår - gerne ved at skabe gode rammer for frivilligt foreningsarbejde med børn og unge.

Håber på inspiration til andre kommuner

Hjørring kommunes ungegaranti består af et netværk af virksomheder, uddannelser og skoler i Hjørring Kommune, som arbejder sammen om at give unge i kommunen de bedste vilkår. Målet er at alle unge skal have job og uddannelse gennem vejledning, praktik og støtte.

Chris Preuss, formand i DUF, håber at Hjørrings tredjeplads kan være med til at inspirere andre kommuner til at arbejde med uddannelse og jobmuligheder for unge.

- Alle unge skal have mulighed for at få en uddannelse og et job, og derfor er det afgørende at ingen bliver glemt i systemet. Jeg håber at Hjørrings eksempel, kan være med til at inspirere andre kommuner til også at sætte fokus på børn og unges livsmuligheder.

Vordingborg Kommune tog førstepladsen i år, mens Horsens Kommune snuppede andenpladsen.

Se indslag fra 29. maj 2019 om Hjørring Kommunes ungestrategi.

Seneste nyt

fra Nordjylland