Kæde takker af: - Danskerne vil have pølser og koldskål
Foto: Arkivfoto/Per Frank Paulsen / TV2 Nord
I Basalt-butikkerne er det især konservesvarer, der kunne findes på hylderne.
Supermarkedskæden Basalt var en test, som Salling Group har indset, ikke blev en succes.
- Vi er stolte, og vi står med oprejst pande.
Henrik Nielsen er kædechef for supermarkedskæden Basalt, der torsdag meddelte samtlige butiksledere i landets otte butikker, at de skal lukke.
- Vi er stolte af og glade for de ting, vi har gjort, og vi fortryder intet, fortsætter han.
Billig, billigere, Basalt
Basalt åbnede sin første og eneste butik i Nordjylland den 10. november sidste år, hvor adressen blev Bispensgade i Hjørring.
Derudover åbnede flere butikker på Sjælland, Fyn og i Jylland.
Butikskæden skulle fungere som et våben mod inflationen for danskerne, da varerne i butikken alle skulle være 15 procent billigere end hos konkurrenterne.
- Fra vi fik idéen, til vi åbnede den første butik, gik der seks uger, forklarer Henrik Nielsen.
- Vi havde ikke de store businesscases, men havde bare travlt med at komme ud og få testet det her koncept af, så vi kunne tilbyde nogle billige dagligvarer til danskerne.
Et land af pølser, koldskål og tilbud
Men nu, blot syv måneder efter åbningen af den første butik, drejer samtlige Basalt-butikker nøglen om.
Og der er flere årsager til, at efterårets store satsning røg i vasken, påpeger Henrik Nielsen.
- På det tidspunkt så verden, eller Danmark, markant anderledes ud, når vi taler energipriser og inflation.
- De var tårnhøje på det tidspunkt. Heldigvis ser det anderledes ud på de to parametre lige nu, og det gør jo også noget ved kunderne, og hvordan de agerer, når de handler ind, siger han.
Han fortæller uddybende, at det er svært at navigere i, hvad der egentligt er den rigtige pris for de danske forbrugere.
- En anden ting er, at det er blevet meget tydeligt på det sidste, at den danske forbruger i det gode forårsvejr har brug for nogle sommervarer, som vi ikke tilbyder i Basalt. Ambitionen var nemlig, at butikkerne skulle have et minimalt energiforbrug, og det tillod kølediske ikke.
Her nævner han blandt andet grillpølser, kolde drikkevarer og koldskål som varer, danskerne i høj grad efterspørger, som Basalt ikke kunne tilbyde dem.
- Kunne vi have sagt os selv det? spørger han sig selv.
- Ja, måske, men vi troede stadig, at det var nok at tilbyde dagligvarer til virkelig, virkelig stærke priser, og at det ville være nok til, at kunderne ville besøge Basalt.
Derudover mener han, at danskerne er meget tilbudsdrevne, som er et andet punkt, hvor Basalt ikke kunne følge med. Her var der nemlig ingen tilbud, men blot faste, lave priser.
Luk eller Netto
Selvom lukningerne kommer til at berøre omkring 200 ansatte, er der ifølge Henrik Nielsen ingen, der vil blive opsagt.
For mens Basalt-butikkerne i Hjørring, Fredericia, Viby og Helsingør lukker helt, bliver butikkerne i Kastrup, Glostrup, Næstved og Odense ombygget til Netto-butikker. Derfor vil alle ansatte blive tilbudt et job i enten de nydannede Netto-butikker eller nogle af de allerede eksisterende.
Der kommer altså ikke en Netto tilbage på adressen i Hjørring.
Det her er ikke blevet trukket i langdrag
Henrik Nielsen, kædechef, Basalt
Selv var Henrik Nielsen og kædens driftsledere i dag ude i landets Basalt-butikker i morges, for at fortælle butikslederne om beslutningen om at lukke supermarkedskæden ned.
- Nogle af dem (butikslederne red.) siger, at de havde det på fornemmelsen, mens andre var overraskede, siger han og fortsætter:
- Men det her er ikke blevet trukket i langdrag. Vi har truffet en beslutning, og så går vi ud og fortæller vores medarbejdere om det lynhurtigt, og så får vi butikkerne lukket lynhurtigt.
Han forventer, at alle de Basalt-butikker, der skal lukkes helt ned, vil være lukket inden udgangen af juni måned. Til gengæld vil de butikker, der omdannes til Netto-butikker først stå klar i slutningen af sommeren.
Men selvom Basalt-konceptet ikke blev en succes, betyder det ifølge kædechefen ikke, at der ikke på sigt opstår flere kæder, der skal testes af.
- Jeg kan garantere dig for, at vi ikke er færdige med at teste. Men hvad vi kommer til at teste og i hvilke former, det ved jeg endnu ikke, siger Henrik Nielsen.