Stor svindelsag kommer for retten i dag
Foto: Henning Bagger (Ritzau Scanpix)
I dag torsdag indledes en stor retssag om svindel. Blandt de tiltalte er to tidligere medarbejdere i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse (FES), der har hovedkontor i Hjørring, og den ene er anklaget for at modtage bestikkelse i millionklassen.
En grim sag om svindel i Forsvarets Ejendomsstyrelse kom frem i december 2019. I dag begynder retssagen, hvor en ansat i styrelsen blev bestukket med husrenovering. I alt er fem personer tiltalt i sagen, der finder sted i Retten i Viborg.
Forstå sagen
Det er en 34-årig mand, der havde ansvar for at godkende tilbud fra håndværkere og entreprenører, der er anklaget for at modtage bestikkelse for et beløb svarende til 1,7 millioner kroner. Bestikkelsen er efter sigende modtaget i form af en ny tilbygning og renovering af medarbejderens hus. Ydelserne skulle angiveligt være modtaget i perioden fra oktober 2015 til oktober 2016.
Den anden tidligere medarbejder fra Forsvarets Ejendomsstyrelse er anklaget for at modtage smedejernslåger og bøgehæksplanter til en samlet værdi af 35.250 kroner.
Der er yderligere tre, der skal på anklagebænken torsdag. Heriblandt manden, som er anklaget for at bestikke de to medarbejdere fra Forsvarets Ejendomsstyrelse. Han arbejdede i virksomheden Kemp & Lauritzen, som var firmaet, der stod for at renovere en stor del af bygningerne i Forsvarets Ejendomsstyrelse.
De to øvrige, der skal på anklagebænken, er et par selvstændigt erhvervsdrivende, som er tiltalt for bestikkelse og mandatsvig for samlede beløb på henholdsvis 775.000 og 689.375 kroner.
Hele sagen så dagens lys, efter Rigsrevisionen i en stikprøve konstaterede fejl og mangler i 54 ud 64 projekter af Forsvarets Ejendomsstyrelse.
Det fik konsekvenser for styrelsens direktør, som blev fritaget fra sin tjeneste. Et rejsehold var i Hjørring og undersøge sagen.
Efter torsdag følger der yderligere 19 retsdage. Den sidste er planlagt til at finde sted 26. november 2020, hvor der efter planen skal falde dom.