Borgmester føler sig hængt ud af udskældt netmedie

Netmediet journalista.dk går for langt i sin dækning af sager om for eksempel Arne Boelt - og det er problematisk, når mediet ikke er tilmeldt Pressenævnet.

Normalt er man uskyldig, indtil andet er bevist. Men det ser ikke ud til at være tilfældet for Hjørrings borgmester Arne Boelt og en advokat fra kommunen, som føler sig dømt på forhånd og hængt ud på netmediet journalista.dk.

Mediet drives af Lars Bjørknæs fra en netadresse i Spanien, og her findes der flere artikler om Arne Boelt og den sag, borgmesteren for en uge siden var i retten i København for - nemlig en privat stævning med anklager om dokumentfalsk og injurier i forbindelse med børnesag. 

Men ifølge både borgmester Arne Boelt og kommunens stævnede advokat, Anker Laden Andersen, er mediet flere gange gået over stregen i sin dækning af sagen. Blandt andet med skrappe overskrifter og en påstand om, at Arne Boelt er blevet afhørt af politiet.

- Jeg er sat i spjældet, jeg skal ud, siger Arne Boelt med henvisning til nogle af overskrifterne.

- Det er groft, det her, det er virkelig groft. Og jeg har aldrig været afhørt af politiet, tilføjer han.

Går for langt

Faktum er, at Nordjyllands Politi ikke bare én, men to gange har afvist at efterforske de anklager mod Arne Boelt og Anker Laden Andersen, som advokat Trine Ødemotland har anlagt imod dem for bagvaskelse. Ikke desto mindre lyder overskrifterne på journalista.dk sådan her:

"Ubetinget fængselsstraf kan betyde afslutning på borgmesters politiske karriere" og "Statsadvokaten underkender Nordjyllands Politi: Borgmester og advokater efterforskes for dokumentfalsk og injurier".

Overskrifter, der har meget lidt hold i virkeligheden, da der er lang vej fra et civilt søgsmål til en fængselstraf. 

- Det er en privat sag, så det har ikke noget som helst at gøre med statsadvokaten eller politiet eller andre. Jeg har ikke talt med politiet, og jeg har ikke hørt noget som helst om det, før jeg fik fornøjelsen af at se, at der blev sendt noget ud, som man forsøgte at få pressen til at hoppe på, forklarer advokat i Hjørring Kommune, Anker Laden Andersen.

Både han og Arne Boelt mener, at netmediet journalista går langt over stregen med sine overskrifter, men de har ingen mulighed for at få dem dementeret, da mediet ikke er tilmeldt Pressenævnet. 

- Det er problematisk, at man sender noget ud til danske medier fra en person eller et organ, som ikke er underlagt Pressenævnet, og som sidder i Spanien og ikke vil acceptere at underkaste sig akkurat de samme ansvarsregler som danske journalister, siger Anker Laden Andersen.

Advokaten er ikke i tvivl om, at artiklerne mod ham og Hjørrirings borgmester er personlige hævntogter, fordi de tidligere har udtalt sig kritisk om journalista.dk's udgiver Lars Bjørknæs.

- Der er ikke noget som helst bold i det her - det er manden, han går efter, siger Anker Laden Andersen.

- Det er jo helt uhyrligt

Ulrik Haagerup, der er direktør ved det nyligt stiftede institut Constructive Journalism ved Aarhus Universitet, mener også, at journalista.dk's metoder er betænkelige. Han har selv oplevet at have netmediet i haserne, da han var nyhedsdirektør i DR i en sag, der handlede om overforbrug af flybilletter.

Han mener, at Lars Bjørknæs' medie på flere måder opfører sig kritisabelt.

- Det er jo fint og godt, at vi har en Offentlighedslov, som gør, at man kan søge aktindsigt, og at offentligheden kan få adgang til tingene. Men det er jo et grelt eksempel, at der sidder et menneske, som med et stort trawl gennem hele den offentlige sektor beskæftiger mange, mange jurister i alle statsejede virksomheder og kommunale forvaltninger og stat og ministerier for at finde et eller andet, man kan lave en historie på, siger Ulrik Haagerup med henvisning til Lars Bjørknæs' mange ansøgninger om aktindsigter.

- Hvad det ikke koster at lave de her aktindsigtsbegæringer og behandle dem - fra ét menneske, som ikke er journalist, og som ikke er omfattet af medieansvarsloven eller tilmeldt Pressenævnet - det er jo helt uhyrligt, tilføjer Ulrik Haagerup.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Lars Bjørknæs, som ikke har ønsket at medvirke.

 


Seneste nyt

fra Nordjylland