Demonstration: Stop chikane mod politikere
Demonstration mod chikane
- Jeg er så vred, lyder det fra viceforstanderen på Vrå Højskole, der nu vil stå i spidsen for en demonstration, der skal vise modstand mod den chikane, lokalpolitikerne oplever.
Søren Ottzen, der er viceforstander på Vrå Højskole, er lørdag formiddag i fuld gang med at printe skilte.
Efter Hjørring-borgmesteren Arne Boelt er blevet udsat for heftig chikane og trusler, har Søren Ottzen stablet en demonstration på benene.
- Jeg er så rasende over det her. Chikanen er en trussel mod demokratiet, siger Søren Ottzen.
Demonstrationen skal vise modstand mod den chikane, der foregår mod lokalpolitikere, mener han.
- Jeg synes, at det er på tide, at folk, der mener og føler noget for demokratiet, de råber vagt i gevær. Vi skal fysisk vise, at vi er mange, der står vagt om demokratiet, siger han.
Og han er ikke den eneste, som finder de mange chikane sager bekymrende. Også Johannes Andersen, der er samfundsforsker på Aalborg Universitet, mener, at denne udvikling er dybt alvorlig.
- Den værste konsekvens er, at politikere ikke vil stille op igen, og at vælgere ikke længere gider at stemme, fordi de åbenbart bare kan presse sig igennem på anden vis. Det vil sige, at vores demokrati på den måde bare bliver en tom skal, siger Johannes Andersen.
Chikane mod lokalpolitikere har nu også fået indenrigsministeren, Kommunernes Landsforening og Danske Regioner til at undersøge omfanget af chikanen. Det skal gøres indenfor de næste to måneder.
Derudover har Politiets Efterretningstjeneste også lavet en vejledning som lokalpolitikerne kan bruge, når de skal håndtere trusler og chikane.
- De politikere, der er blevet udsat for chikane, bliver nødt til at sige til sig selv, at 'jeg finder mig ikke i det, og jeg vil vise, at det er i hvert fald ikke den slags, der kan få mig til at stoppe i politik'. Det kræver rigtig meget af politikerne, det er jeg godt klar over, men det er det, man kan gøre, siger Johannes Andersen.
Demonstrationen finder sted mandag klokken 16 på Springvandspladsen i Hjørring.