Et-årige Molina er verdens største rovfugl

Verdens største rovfugl, andeskondoren Molina på et år, er ny beboer i Ørnereservatet ved Bindslev. Her træner indehaver Peter Wenzel den dagligt, men det er ikke altid helt lige til.

På Ørnereservatet i Bindslev har de fået en ny lille krudtugle. Nemlig andeskondoren Molina på et år. Hun er kommet fra en nationalpark i Tyskland, og er for indehaver af Ørnereservatet Peter Wenzel en drøm, der er gået i opfyldelse. 

- Jeg har altid være fascineret af den her slags fugl. Lige siden jeg var lille, har det været den fugl, som jeg synes, har være en af de mest interessante, der overhovedet findes. Det er også verdens største rovfugl. Det er et imponerende dyr, siger Peter Wenzel. 

quote - Det er meget tidskrævende at træne Molina, så jeg bruger næsten en time hver dag. Men på den måde får vi også en masse spændende oplevelser med den.

Peter Wenzel, indehaver af Ørnereservatet

Molina er et år gammel, og ligesom andre et-årige, så kniber det engang imellem med at høre efter, hvad træneren siger. 

- Molina! Hov, nej nej, kom her, lyder det fra Peter Wenzel under dagens træning. 

TV2 Nords fotograf fik da også en forskrækkelse, da Molina pludselig fandt det store kamera langt mere interessant end Peter Wenzels godbidder. 

- Så for søren, ej nej nej, udbryder Peter Wenzel, da Molina dykker og griber fat i kameraet med dets klør. Kampen med den store fugl endte da også med et bid i læben til Peter Wenzel, da han kom TV2 Nords fotograf til undsætning.

VDIEO: Se verdens største rovfugl i aktion her.

Tidskrævende arbejde

Men det er heller ikke lige til at træne en et-årig andeskondor, lyder det fra Peter Wenzel. 

- Det er meget tidskrævende at træne Molina, så jeg bruger næsten en time hver dag. Men på den måde får vi også en masse spændende oplevelser med den, siger Peter Wenzel. 

Og det er ikke for sjov, at andeskondoren er verdens største rovfugl. En fuldvoksen fugl kan få et vingefang på op til 3,5 meter og veje op til 15 kilo. 

Og trænes, det skal den, inden den kan vises frem til publikum. Derfor er det heller ikke muligt at få Molina at se lige med det samme. 

- Vi lover ikke alt for meget, for det er et sjældent og ganske vanskeligt projekt, men jeg forestiller mig at fra 2020 - engang i foråret næste år eller til sommeren, så kan folk komme og se mere til Molina og se dens helt fantastisk væsen, fortæller Peter Wenzel. 


Seneste nyt

fra Nordjylland