Superliga-oprykkerne henter Thisted-anfører
Foto: Vendsyssel FF
Vendsyssel FF har skrevet 3-årig kontrakt med Allan Høvenhoff.
Det nyslåede Superliga-hold Vendsyssel FF har skrevet kontrakt med Thisted FC’s anfører, Allan Høvenhoff.
28-årige Allan Høvenhoff har smidt anførerbindet og vinket farvel til Thisted FC.
Fremover skal han nemlig spille på det nykårede Superliga-hold Vendsyssel FF. Det oplyser klubben på deres hjemmeside.
- Vendsyssel FF er en meget interessant klub. Det er et fuldtids-setup, som jeg ikke har prøvet før, men jeg føler, jeg er nået dertil, hvor jeg er klar til at tage det skridt. Jeg ved, det er nogle ufatteligt dygtige fodboldspillere, der er i Vendsyssel FF, og jeg glæder mig til at spille sammen med dem, siger Allan Høvenhoff.
Han kender allerede Vendsyssel FF’s træner fra deres fælles fortid i Thisted FC, og ser frem til at have ham som træner igen.
Jens Berthel Askou ser også frem til at have den nu forhenværende Thisted-anfører med på holdet, og har lavet en 3-årig kontrakt med ham.
- Allan er først og fremmest en kriger og en vinder. Han har været anfører for et succesfuldt Thisted-hold i flere år, og har været med til at flytte kulturen deroppe. Han er en klog spiller, dynamisk, aggressiv, løbestærk, har et godt blik for spillet og er god til at tage temperaturen på kampene. Han har mange af de kvaliteter, vi får brug for som hold, siger Jens Berthel Askou, træner for Vendsyssel FF.
Allan Høvenhoff har spillet fem år i Thisted FC, og har i denne sæson spillet 29 kampe, scoret to mål og lavet to assists.
Med sin alder på 28 år træder han ind som en af de mere rutinerede spillere på holdet.
- Han har en god alder. Og så har han stadig en enorm sult og et drive til at ville endnu mere. Samtidig har han lederegenskaber, er en stærk bolderobrer og en mand, der tackler igennem, siger Jens Berthel Askou.
Hvem er Allan Høvenhoff?
- Født: 22. maj 1990
- Position: Midtbanespiller
- Tidligere klubber: Thisted FC og Skive IK
Med Vendsyssel FF har Nordjylland fået deres tredje Superliga-hold.