56-årig fængslet: Sigtet for at røve og overfalde 28-årig i Kaas
Foto: Nordjyllands Politi
En 28-årig mand blev onsdag aften overfaldet af tre mænd i sit hjem i Kaas. Politiet har allerede anholdt en af gerningsmændene.
Tre mænd overfaldt onsdag aften kort før midnat en 28-årig mand i hans eget hjem i Kaas. Det oplyser Nordjyllands Politi.
Den 28-årige mand opholdt sig hjemme på sin bopæl, da de tre mænd pludselig trængte ind i hjemmet og overfaldt den 28-årige. De ville have fat i mandens mobiltelefon.
- Heldigvis for situationen ved den 28-årige mand, hvem gerningsmændene er. Derfor har vi også allerede anholdt en af dem, forklarer vagtchef Jess Fallberg, Nordjyllands Politi.
Den anholdte er en 56-årig mand, der torsdag eftermiddag blev fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Hjørring. Her valgte dommeren at varetægtsfængsle manden i fire uger.
- Det er en sag, vi ser på med meget alvorlige øjne og derfor er jeg også godt tilfreds med, at retten har valgt at varetægtsfængsle ham i fire uger, så politiet kan efterforske videre med henblik på at få anholdt de øvrige gerningsmænd, siger anklager Mikkel Holdensgaard efter grundlovsforhøret.
Fordi de øvrige gerningsmænd er på fri fod, blev grundlovsforhøret afholdt for lukkede døre. Dermed kan hverken offentligheden eller de andre gerningsmænd finde ud af, hvad den 56-årige - der også er fra området omkring Kaas - forklarede til retten.
Mikkel Holdensgaard vil dog gerne fortælle, at den 56-årige nægtede sig skyldig i sigtelserne for røveri og grov vold, men at han ikke valgte at kære rettens kendelse til landsretten.